Tilbage til oversigt

GOG vandt fantastisk sejr i Aalborg

27. april 2016 blev dagen, hvor GOG fik bugt med det Aalborg-kompleks, der har hjemsøgt den sydfynske klub siden 2008.

 

Der blev gjort lidt ekstra for drengene i dag for at få så god en opladning til kampen som muligt. Der var bestilt tidlig aftensmad på Rold Storkro, og efterfølgende var der dømt gåtur og minigolf i Rebild Bakker. Om det var det, der gjorde udslaget vides ikke, men det var et tændt GOG-mandskab, der kom flyvende ud af starthullerne i aftenens kamp. Hele første halvleg var sydfynboerne teten, og på et tidspunkt var de foran med fire mål. Defensiven stod igen solidt, Espen godt i målet, og angrebet spillede klogt og velovervejet langt hen ad vejen. Det var først til sidst, at koncentrationen svigtede en lille smule, så fire mål blev til to, og så var stillingen 12-10 ved pausen.

 

Anden halvleg blev helt anderledes end første. GOG kom skidt fra start, og efter et kvarters spil var holdet bagud med 17-14. For det ikke skulle være nok blev Henrik Jakobsen også ramt af et rødt kort, så man frygtede lidt, at filmen knækkede for de gule drenge, men sådan skulle det ikke gå. Der blev hanket gevaldigt op i de røde bukser, og så vandt gutterne den næste periode med 5-0. Her var det godt forsvarsspil, TV-Frank der storspillede, og så kørte den giftige GOG-kontrafase, anført af Kasper Kildelund, som en velsmurt Ferrari-racer.

Resten af kampen var GOG i teten, men det nåede alligevel at blive spændende, før Andreas Holst kunne afgøre kampen med 15 sekunder igen, og GOG kom på 26-24. Nordjyderne fik reduceret en enkelt gang, men så kunne jublen brude løs. Spillerne kunne juble sammen med de ca. 50 medrejsende sponsorer, der igennem hele kampen gav den gas på tribunerne.

 

Nu venter der et brag af en kamp i GOG Arena Kristi Himmelfarts torsdag, når KIF København kommer på besøg. Skynd jer at sikre jer billetter og få en håndboldoplevelse i særklasse.