Tilbage til oversigt

GOGs Eliteherrer trænede med Tåsinges fremtidshåb

Da spillerne på GOGs elitehold torsdag mødte til træning, stod de over for nogle andre udfordringer, end de plejer. Træningen var nemlig flyttet til Tåsinge Hallen, hvor Lars Hald og Frank Mikkelsen stod for træningen af 30 lokale spillere fra U14/U12-holdene i Tåsinge HK i en times tid, før de selv skulle svede under Nicolej Krickaus ledelse – denne gang med de unge spillere som tilskuere.

 

”Der var mødt mange op for at se, hvordan man træner, når man er i toppen af den danske liga. Der var også et par af klubbens trænere, som fik noget inspiration med sig hjem. Nogle af spillerne sagde til deres træner, at Frank og Lars altså bare var bedre, og det var meget sjovere at træne med dem. Men jeg tror nu, at trænerne tog det med et stort smil – velvidende at de unge spillere har fået en på opleveren, som de kan køre længe på,” sagde Tåsinge HK’s ungdomsansvarlige Morten Henriksen.

 

Dagen blev afsluttet med fællesspisning, hvor de unge og deres familier sammen med frivillige i Tåsinge HK kunne indtage aftensmåltidet sammen med GOG-spillerne.

 

”Der var en del unge spillere, som ikke kunne tro deres egne øjne, da de sad ved siden af deres store idoler. Og der var nok nogle GOG spillere, som ikke fik så meget at spise, fordi de skulle svare på mange spørgsmål og skrive autografer,” konstaterede Morten Henriksen, der var rigtig glad for udbyttet af det store arbejde, som han har lagt i projektet.

 

”Der var en spiller, der blev spurgt, om det havde været en god dag, da han gik hjem med sin mor og far, og hans svar var det hele værd: ’Om det har været en god dag? Nej – det har været en super dag.’ Som leder i en idrætsorganisation, er det lige netop den ’benzin’, man har brug for til at tanke på den frivillige motor. Det, som får det hele til at løbe rundt, er glade og aktive børn,” lød det videre.

 

Gult blod i årerne på den sydfynske ungdom

 

Historien bag besøget skal findes et år forinden, hvor GOG og Tåsinge HK indgik en samarbejdsaftale. Et af elementerne i denne aftale var et besøg i Vindeby.

 

”Vi vil gerne i højere grad koble os sammen med samarbejdsklubberne og dele ud af den ekspertise og erfaring vi har i GOG. Vi forsøger at lave tiltag, hvor vi kan arbejde sammen om skabe oplevelser for klubberne, spillerne og de frivillige – blandt andet ved at gennemføre ligatræninger, som denne på Tåsinge eller ved at stille en cykel til rådighed til vores cykelsponsorløb, Tour De GOG,” forklarer Mads, der bakkes op af GOG-direktør Kasper Jørgensen.

 

”Vi vil altid gerne give noget igen til de små klubber i nærområdet. I det her tilfælde, er jeg også helt sikker på, at spillerne synes, at det er ekstra sjovt, fordi træningen af børnene giver dagen en ekstra dimension,” siger GOG-direktør Kasper Jørgensen, der ikke er i tvivl om, at arrangementer af den type gavner klubben.

”Helt grundlæggende vil vi gerne have så mange unge mennesker som muligt til at spille håndbold på Sydfyn – nogle af dem skal jo selv at trække i den gule trøje på sigt. Desuden kommer de til at lære spillerne at kende på en anden måde, og det kunne jo også godt være, at de får lyst til at trække deres familier med til kampe i SU´VI:T Arena,” slutter direktøren.