Tilbage til oversigt

Gult nederlag til BSV

En rigtigt godt besøgt Jysk Arena i Silkeborg dannede en flot ramme om træningskampen mellem GOG og BSV. Hele 1.900 tilskuere havde mandag aften fundet til Silkeborg, for at se de to hold teste sig af, frem mod sæsonstart.

De fik lov at opleve en kamp, hvor BSV satte sig på tingene fra start og således hurtigt bragte sig foran med 5 -1 og senere 10-5. Den start kom GOG sig aldrig helt over og kunne gå til pause bagud 17-12. 2. halvlegen blev noget bedre og på et tidspunkt, var det lige før der kunne blive spænding om resultatet ved stillingen 23-22. Men sådan skulle det altså ikke være og BSV trak igen fra de gule og vandt 28-24.

Den dårlige start var ikke helt uden grund, i det der fra GOGs side blev testet lidt af defensivt og man forsøgte sig med et 5 – 1 forsvar, der i 2. halvlegen igen blev vekslet til 6-0. Og det er jo netop sådanne ting, der skal testes af i træningskampene, selv om det ikke nødvendigvis virker. Samtidig blev flere forskellige opstillinger hele tiden testet af fra begge holdene.

Det dog til trods for at vi ikke havde de store udskiftningsmuligheder. Lars Hald og Gøran Søgaard var helt ude af kampen, i mens Lasse Møller kun spillede det første kvarter. Det betød meget alternative opstillinger, specielt offensivt i 2. halvleg hvor både Torsten Laen og Jon Andersen blev brugt som playmakere.

Onsdag tager holdet til Portugal, for at gøre de sidste forberedelser. Her skal der både trænes og spilles kampe, inden holdet igen mandag vender hjem til Danmark.