Tilbage til oversigt

HC Midtjylland – GOG

To helt lige hold mødes i Ikast

Når GOG onsdag tager til Ikast for at spille mod HC Midtjylland, er det i en direkte kamp om 5. pladsen

Hvis man slår op i stillingen og finder onsdagens to modstandere HC Midtjylland og GOG, vil man finde ud af at det er to hold, der står helt lige i tabellen. Og det er ikke blot almindeligt lige, men helt lige. Således står der ud for begge mandskaber 12 kampe 14 point og en målscore på 329-327. Så man må sige at der er lagt op til et tæt og spændende opgør om ligaens foreløbige 5. plads.

Når man så til det lægger historikken fra de to holds tidligere opgør, bliver det ikke mindre spændende af den grund. Traditionelt set er det nemlig meget tæt, når de to hold mødes.

Det er samtidig to hold med nogenlunde samme målsætning for sæsonen, nemlig at nå slutspillet og meget gerne drille de store klubber og række ud efter semifinalepladserne. Og indtil videre går det efter planen for begge mandskaber, selvom dagens taber vil blive sat lidt tilbage i den meget tætte top, af dansk håndbold.

Vi selv kommer ud af en fantastisk stime med 5 ligasejre på stribe, samt videre avancement i EHF cuppen. Den bølge skal vi ride videre på, samtidig med at vi holder begge ben solidt plantet på jorden. For det er holdet, ydmygheden og det hårde arbejde der skal bringe os til sejr i onsdagens kamp.

Onsdagens modstander kom rigtigt godt fra start i ligaen, men i de seneste 6 kampe er det kun blevet til to sejre. Senest blev det til et nederlag i Tønder, så vi kommer helt sikkert til at møde et toptændt HCM mandskab, der vil bevise sit værd.

De største profiler på HCM holdet er uden tvivl Espen Lie Hansen og Eivind Tangen. Derudover er Morten Slundt efter en lidt stille start, for alvor ved at finde ind i sin rolle på Midtjylland holdet og præsterer i øjeblikket rigtigt godt.

GOG holdet er stadig plaget af skader og der er fortsat stor tvivl om deltagelsen fra flere spillere. Der er stor tvivl om alle de spillere der sad ude sidst, nemlig Lasse Møller, Gøran Søgaard og Espen Christensen. Det vil dog være overraskende, hvis de alle sidder ude, men hvem af de tre der er størst sandsynlighed for at se på banen, er meget svært at spå om.

Kampen spilles i Ikast onsdag kl. 19.00 og kan følges med liveopdateringer på Fyens.dk.