Tilbage til oversigt

Håndboldklassikeren over dem alle

Der er udkæmpet mange drabelige slag mellem GOG og Kolding. Meget vand er løbet igennem åen siden Kildelund-brødrene kæmpede på de gule side og Otto Mertz og Karsten Holm kæmpede på de hvid-rødes side. Nu er der ikke helt det samme jævnbyrdige styrkeforhold længere, hverken økonomisk eller sportsligt, men derfor er kampene mellem GOG og Kolding stadig noget helt specielt, og sidst de to hold mødtes i GOG Arena i efteråret, blev det også yderst jævnbyrdigt. Ja faktisk skulle kampen ud i dobbelt forlænget spilletid, inden KIF København løb med sejren i sidste sekund.

Det var en helt speciel aften i efteråret, da de to hold bragede sammen. Hallen emmede af den samme intensitet og nerve som i gamle dage, og de gule bød i den grad stjernerne op til dans. Kampen blev afgjort i anden forlænget spilletid, da GOG missede en kontrachance for at afgøre kampen, og Kolding derefter løb ned og fik straffekast i sidste sekund, som de desværre eksekverede sikkert.

 

Nu skal de to hold så møde hinanden igen, i en kamp der for GOG’s vedkommende er vanvittigt vigtigt, mens KIF København allerede har sikret sig førstepladsen i grundspillet.

 

KIF København har på mange måder været helt suveræne i år. De har på nuværende tidspunkt allerede sikret sig førstepladsen i grundspillet. De er via kvartfinalesejr over GOG i pokalturnering sikret plads til Final4. Og så er de i 1/8 finalen i Champions League. På mange måder ligner det en umulig opgave for GOG, men de gule har i de sidste to gældende kampe mod KIF KBH vist, at de godt kan byde dem op til dans.

Selvom koldingkøbenhavnerne allerede har sikret sig førstepladsen i grundspillet, har de proklameret, at de går efter at vinde de resterende tre kampe. Man må dog gå ud fra at fokus først og fremmest er på Champions League, og vi kan derfor ikke helt vide, hvor mange spillere, der bliver sparret på lørdag.

 

For GOG ændrer det ikke så meget. Selvom én eller to gode spillere skulle sidde over, er det stadig et super stærkt hold, rækkens duks kan stille med, og én ting er sikkert, KIF Københavns forsvar og målmænd er altid i særklasse. Derfor er det nødvendigt, at den gule hær kommer med alt, hvad de har, og endnu engang får hjælp af et medlevende publikum i GOG Arena.

 

Som det ser ud nu, skal der højst sandsynligt fire point på kontoen i de sidste tre kampe, hvis slutspillet skal være helt sikkert. Det betyder, at GOG ligeså godt kan starte med to point på lørdag, for at gøre vejen bare lidt nemmere.

 

Drengene håber derfor på at se så mange mennesker som muligt i gult i GOG Arena på lørdag. Fyld arenaen og så vil drengene kæmpe til sidste blodsdråbe for at tage to point mod favoritterne fra KIF København og dermed være tæt på at sikre sig en slutspilsplads.

 

Kampen fløjtes op kl. 17.10 og vises på TV2