Tilbage til oversigt

Holst-show mod Aarhus

GOG og Aarhus stod søndag aften overfor hinanden som de sidste hold i første runde af årets slutspil. Det har for begge mandskaber været en lang måned uden håndbold på programmet, så derfor var det på forhånd forventet, at opgøret ville blive præget af en ordentlig portion spillelyst. Hjemmeholdet har gennem de seneste sæsoner haft et godt tag på gæsterne fra Aarhus, dog med undtagelse af den sidste kamp i grundspillet, hvor Aarhus trak det længste strå.

 

Den første kamp i pulje 2 var endt med en overraskende sejr til Aalborg over Kolding, og det betød også, at GOG med en sejr kunne åbne puljen fuldstændigt op før de næste kampe. De gule havde også gode nyheder på skadesfronten, hvor Niclas Kirkeløkke igen var klarmeldt efter sin lange skadespause.

 

Kampen startede helt lige og begge hold skiftedes til at score, mens også begge målmænd fik fint fat. Kontrafasen som vanen tro er GOG’s helt store våben rullede fint, mens Aarhus fulgte op med scoringer i det mere etablerede angrebsspil. Efter ti minutters spil var stillingen helt lige 4-4. Hos Aarhus markerede især Sebastian Henneberg sig som godt skydende, og han kunne notere sig for fire af de første syv Aarhus mål. Aarhus begyndte i midten af første halvleg at trække en smule fra hjemmeholdet. Hjulpet godt på vej af en flot spillende Jens Fredsgaard i Aarhus-målet, rykkede de pludseligt fra 6-6 til 6-9, og det fik i de efterfølgende minutter GOG til at foretage kampens første timeout.

 

Andreas Holst havde hørt Jakob Larsens instrukser og gik efterfølgende ud og hamrede sin fjerde og femte scoring i nettet, hvilket igen bragte GOG tilbage i kampen. Aarhus satte sig dog desværre hurtigt på kampen igen og ramte flere gange hjemmeholdet med hurtige opgiverkast og generelt solide angrebsaktioner. Det blev ikke nemmere med fire minutter igen af halvlegen, da GOG blev ramt af en dobbeltudvisning på Hald og Tobias Møller. På dette tidpunkt førte udeholdet i forvejen 11-14.  GOG slap nådigt fra undertalsperioden, men Aarhus kunne alligevel gå til pause foran 13-16. Aarhus blev ramt af en dobbeltudvisning i halvlegens sidste minut, og det betød altså, at GOG skulle starte de sidste 30 minutter med to mand i overtal.

 

Anden halvleg startede heldigvis med to scoringer fra Holst og Kildelund, og det bragte igen hjemmeholdet inden for et måls afstand. Det fik til Erik Veje til at forlange timeout efter bare to minutters spil. Lidt af en klassikker fra den rutinerede Aarhus-træner. Det hjalp da også, for kort tid efter kunne udeholdet igen bringe sig i front med tre, og dermed var vi tilbage ved status quo. Den næste periode skiftede holdene til at bytte mål, og GOG havde meget svært ved at komme helt tæt på det veloplagte Aarhus-mandskab igen.

 

Efter godt ti minutter spillet af anden halvleg, forlangte Jakob Larsen igen timeout. Han var udmærket klar over, at det var NU, hvis GOG skulle tilbage i den her kamp. Da klokken rundede de 15 minutter på haluret, var det med en 21-23-føring til udeholdet, og der var altså stadig chancer for et comeback til de gule. GOG steppede op i den efterfølgende periode og begyndte lige så stille at slide sig ind på Aarhus. Det var tydeligt, at forsvaret havde fået langt bedre fat i Torben Petersen og Sebastian Henneberg, og det medførte, at GOG med ti minutter tilbage kunne udligne til 23-23 efter en vigtig scoring af Kasper Kildelund.

 

Rasmus Nielsen fra Aarhus blev smidt ud med et direkte rødt kort efter en alt for vild tackling på Kasper Kildelund i en kontra. Det gjorde, at GOG pludselig havde gode muligheder for at bringe sig foran. Det gjorde de da også efter 52 minutters spil, da Andreas Holst med sin 10 og 11 scoring bragte GOG på 26-24. Frank Mikkelsen tog derefter chancen på et åbent mål, og det gjorde, at GOG pludseligt var foran med tre og altså havde vendt hele kampen helt på hovedet. Firemåls føringen kom også, og det begyndte nu for alvor at lugte af sejr i Gudme!

 

Aarhus formåede aldrig at komme tilbage efter det fremragende GOG-comeback, og det betød, at GOG vandt den første kamp i årets slutspil med 31-25. I dagen kamp må vi særligt fremhæve Andreas Holst, som slutter på vanvittige 13 Mål!

 

GOG skal allerede i aktion igen på onsdag, når holdet gæster Kolding. De fleste husker den fornemme sejr i Kolding i juledagene, og lad os håbe, at drengene er klar til at gentage den præstation.

 

Mål:

Holst: 13

Kildelund: 3

Kronborg: 3

Dahl-Høegh: 3

T. Møller: 3

Jakobsen: 2

Hald: 2

Kreutzmann: 1

Mikkelsen: 1