Tilbage til oversigt

Holst: Vi skal være der fra start

I lørdags blev det til første nederlag i fire kampe for de gule. Andreas Holst har lidt af forklaringen på, hvorfor det gik galt i kampen.

 

– Vi kom egentlig okay fra start og spillede godt i første halveg, men der var nogle store problemer med Sander Sagosen. Kontrafasen fungerer ikke optimalt i anden halveg, og det gør, at det nok kommer til at være lidt for meget på deres præmisser.

 

I weekenden gælder det endnu et topopgør i Boxer Herreligaen. Det er lidt en overraskelse, at Skanderborg er placeret, hvor de er nu, men ikke desto mindre ligger de a point med GOG. Det er dog også værd at bemærke, at alle Skanderborgs sejre er kommet på hjemmebane, hvor de har spillet i fem af sæsonens første syv kampe. I weekenden skal de for alvor bevise sig på udebane, når modstanderen hedder GOG, og det er da også en kamp, Andreas Holst ser frem til.

 

– Det er jo faktisk en topkamp, selvom de færreste nok havde forventet det inden sæsonen. De har spillet godt, og specielt på deres hjemmebane har de været rigtig gode i år. Det er et formstærkt hold, som virkelig løber stærkt, så vi skal sørge for at komme godt på plads i forsvaret. 

 

– Jeg mener, at når vi spiller på hjemmebane, så skal vi altid vinde. Vi skal være der fra start i den her kamp, for ellers kan vi sagtens få det svært mod Skanderborg. Ligaen har vist sig at være tæt i år, men vi må være favoritter hjemme i GOG Arena.

 

Du har stadig mulighed for at købe billetter til kampen på hjemmesiden, men hvis du ikke har mulighed for at se den i hallen, så kører vi igen liveupdate på Facebook.