Tilbage til oversigt

Holstebro vært for Santander Final4

GOG havde budt ind på at være vært, når Santander Final4-stævnet skal afholdes i februar, men den opgave gik i stedet til TTH Holstebro, oplyser Thomas Christensen, der er direktør i Divisionsforeningen.

 

“Vi havde denne gang tre super gode kandidater i spil, der hver især ville kunne levere et fantastisk finalestævne, men valget faldt denne gang på Holstebro, der dermed for første gang skal prøve kræfter med arrangørrollen. Santander Final4 er blevet et kæmpe tilløbsstykke, og vi glæder os umådelig meget til at komme til Gråkjær Arena. Både TTH Holstebro og kommunen har virkelig lagt sig i selen for at det kunne lykkes, og vi er meget glade for, at vi nu er enige om rammerne og kan melde det ud,” lyder forklaringen fra Thomas Christensen på Divisionsforeningens website.

 

Det manglende værtsskab ærgrer GOG-direktør Kasper Jørsensen, der havde krydset fingre for et fynsk arrangement.

 

“Vi havde selvfølgelig håbet, at vi igen skulle være vært på arrangementet, men der er ingen tvivl om, at folkene i Holstebro også vil gøre alt, hvad de kan for at lave et godt stævne. Vi satser på, at der under alle omstændigheder kommer masser af gule bluser på tribunerne, og så ser vi frem til at tage guldet til Gudme,” siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.

 

Ud over TTH Holstebro og GOG, har Ribe-Esbjerg HH samt Aalborg Håndbold spillet sig til turneringen, der afvikles den 3. og 4. februar 2018 i Gråkjær Arena, Holstebro.

 

Lodtrækningen finder sted i dag kl. 15.30.

Lørdag d. 3. februar, semifinale 1

Lørdag d. 3. februar, semifinale 2

Søndag d. 4. februar, bronzekamp samt finale.