Tilbage til oversigt

HTH-direktør: GOG-ånden er noget helt særligt

Da Ralph Lee i november 2019 købte køkkenbutikken HTH Svendborg, var han fast besluttet på at drive en forretning, hvor han aldrig ville gå halvhjertet ind i nye tiltag. Det betød blandt andet, at virksomheden ikke var at finde i sponsorkredsen omkring GOG før oktober 2021, selvom det gav særdeles god mening for HTH Svendborg at være en del af netværket i den lokale klub, som topper HTH Herre Ligaen.

”Det er vigtigt for mig, at jeg kan lægge de fornødne kræfter i, når jeg går med på nye ting. Det gælder ikke mindst i netværk og partnerskaber, hvor jeg engagerer mig meget, så jeg er sikker på, at tingene bliver gjort ordentligt,” siger Ralph Lee, der blandt andet beviste det engagement i forbindelse med hjemmekampen mod TTH, hvor HTH Svendborg havde budt ind som kampsponsor.

”Vi vil nødigt gøre som alle andre, så vi havde lavet et særligt fysisk setup med klappe-pap og 1600 risposer, som tilskuerne skulle smide ind på banen som led i en konkurrence, og samtidig havde vi en Facebook-øvelse, hvor vi fik deltagerne aktiveret. Håbet er selvfølgelig, at vi ender med at sælge nogle flere køkkener, og derfor vil vi gerne være med til at give folk en god oplevelse, som de husker fremover,” forklarer Ralph Lee.

Arbejde og fornøjelse går hånd i hånd

Da hovedafdelingen i HTH er navnesponsor i HTH Herre Ligaen kan Ralph Lee til hver kamp se virksomhedens navn er meget synligt på gulvreklamerne, ligesom logoet pryder GOG-spillernes ærmer, og den kobling er han særdeles godt tilfreds med.

”GOG er en helt integreret del af identiteten på Sydfyn og i Svendborg. Folk er stolte over klubben og præstationerne på banen, og derfor er det selvfølgelig også oplagt for min forretning, at vi dyrker og styrker den synergi, der er ved at støtte klubben og ved aktivt være en del af livet i hallen,” konstaterer ejeren af HTH Svendborg A/S, som med stor fornøjelse er på lægterne, når det passer i kalenderen.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er på arbejde, når jeg er til netværksarrangementer. Der er altid nogen, som jeg har planlagt, at jeg skal tale med eller møde, men det skader bestemt ikke, at det er sjovt at drive en forretning, når man kan nyde det samtidig, og det gør jeg bestemt,” fortæller Ralph Lee videre.

Fantastisk modtagelse

Til trods for, at virksomheden har været en del af partnerkredsen i klubben i mindre end et halvt år, er indehaveren af HTH Svendborg meget imponeret over, hvor let det har været at blive accepteret og optaget som ny i flokken.

”Det er ikke koldt og kynisk, når du kommer til i Phønix Tag Arena som ny partner. Jeg har haft en følelse af, at folk er oprigtigt interesserede i at lære hinanden at kende som mennesker, og hvis man har brug for hjælp til at flytte et spar stole, giver alle helt automatisk en hånd med, uanset om de er bankdirektører eller hvad de nu laver,” siger Ralph Lee, der er overbevist om, at rammerne er med til at gøre en forskel:

”GOG er på alle måder en helt særlig klub, og det gælder også for netværket omkring klubben. Der er en helt særlig ånd, som binder alle sammen fra ungdomsårene til ligaholdet, og alle er stolte over det. Det gælder også fra sponsorerne, og man kan mærke, at det kommer fra hjertet. Det er helt unikt, og det er ikke holdninger eller kultur, der kan kopieres til andre steder.”