Tilbage til oversigt

Kampoptakt Lemvig-Thyborøn – GOG

Sæsonens første betydningsfulde kamp spilles fredag i det nordvestlige Jylland

Sæsonstarten kan næsten ikke være tættere på og vi glæder os alle til at komme i gang. Der er lidt under en uge, til at GOG byder velkommen til en ny sæson i GOG Arena. Det gør vi på onsdag når Mors/Thy gæster GOG Arena.

Inden da gælder det fredag en meget vital og spændende kamp, når vi drager en tur til Lemvig/Thyborøn, for at spille pokal 1/8 finale. Vi ved alle sammen hvordan det gik i pokalturneringen sidste år, og et af sæsonens mål, er igen at nå Final4. Det sker kun hvis vi vinder knald eller fald kampen i Lemvig.

Dermed starter sæsonen, som altid med et brag af en kamp, som SKAL vindes.

Vi har haft en godkendt optakt til turneringen, trods mange skader. Fredag er der ikke længere noget at rafle om, der spilles for at vinde. Af erfaring ved vi, at det aldrig er nemt, heller ikke selvom Lemvig/Thyborøn til daglig spiller i 1. Division. For tre sæsoner siden, stod vi ligeledes på nuværende tidspunkt og skulle spille 1/8 finale i netop Lemvig og her blev det til en meget tæt, og uskøn affære. Det håber vi ikke det bliver i morgen, i en kamp hvor vi helt sikkert må påtage os favoritværdigheden.

Lemvig-Thyborøn har op til den kommende sæson forstærket sig med målmanden Simon Gade som er hentet i TTH Holstebro. Derudover skal vi jo også møde Mikkel Møller, der for første gang i sin karriere spiller i en trøje, hvorpå der ikke er et GOG logo. Det bliver nok en speciel følelse for ham, men vi glæder os til igen at hilse på Mikkel.

Vi kunne have set frem til en brødreduel, mellem Lasse og Mikkel Møller. Men det kommer desværre ikke til at ske, da Lasse fortsat er skadet. Hvornår han bliver klar til kamp vides ikke, men der er fortsat et lille håb om at han bliver klar til hjemmekampen på onsdag i mod Mors-Thy.

Det bliver fedt at komme i gang igen, både til kampen i morgen og ligastarten onsdag.