Tilbage til oversigt

Kasper Kildelund vender hjem til GOG

Efter fire år under TTH Holstebros faner vender 25-årige Kasper Kildelund hjem til GOG efter den indeværende sæson.

Højrefløjen var blot 21 år, da han forlod GOG, men siden har han høstet erfaring fra deltagelse i Champions League, EHF Finals og et pokalmesterskab, og GOG-direktør Kasper Jørgensen glæder sig også over, at det er en rutineret klubmand, der tørner ud for GOG efter sommerpausen.

“Vi har indgået en treårig aftale med Kasper Kildelund, og det er vi rigtigt godt tilfredse med. Det er lige i GOGs ånd, at Kasper vender tilbage efter at have været ude for at hente erfaring i anden klub. Han har GOG-DNA, og han har fået mere hår på brystet, så nu er det hans tur til at lære fra sig til de unge i GOG,” siger Kasper Jørgensen.

Det med GOG-DNA’et skal tages ganske bogstaveligt, da Kasper Kildelunds mor Vivi arbejder på kontoret i Gudme, og far Søren Kildelund er tidligere GOG-spiller. Faktisk spillede Søren Kildelund DM-finale for GOG den 11. maj 1994, da Kasper Kildelund og tvillingesøsteren Louise kom til verden.

Ud over Vivi og Søren Kildelund arbejder onklen Niels Kildelund også i GOG, og det samme gør tanten Anette.