Tilbage til oversigt

Keld Vilhelmsen ny assistenttræner i GOG

Det bliver en herre med tykt, gult blod i årerne, der efter sommerferien sætter sig som assistenttræner ved siden af træner Nicolej Krickau. Posten besættes nemlig fremover af Keld Vilhelmsen. Ud over at have spillet hele sin aktive karriere i GOG, har Keld Vilhelmsen i en årrække fungeret som træner for blandt andet 2. divisionsholdet og senest U19-pigerne.”Vi er utrolig glade for, at vi kunne få kabalen til at gå op på den måde. Keld er en rigtig klubmand, som kender hver en krog i hallerne, og så har han en lang række sportslige og menneskelige kompetencer, som matcher vores ønsker perfekt. Keld har mødt en masse af spillerne fra sit arbejde med 2. divisionsholdet, og han og Krickau kender selvfølgelig også hinanden godt,” siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.”Vi er sikre på, at det er en god konstellation, og i lyset af de usikkerheder, som coronakrisen har skabt, er det på alle måder en god løsning, at vi kan rekruttere internt. Det viser endnu engang, at eliteholdet i GOG bygger på en moderklub med et meget solidt fundament, og vi er meget taknemmelige over, at GOG Håndbold viste den fleksibilitet, selvom de havde tiltænkt Keld en anden rolle i klubben,” konstaterer Kasper Jørgensen.Og GOG-direktøren er ikke alene om at være tilfreds med den nye aftale, for ifølge hovedpersonen selv, tog det ikke lang tid at blive enige om et nyt samarbejde, da han blev spurgt, om han var interesseret i at overtage posten efter Mathias Albrektsen.”Jeg har været i gamet for mange år siden, og nu kom muligheden for at komme lidt med til det samme show igen. Det gav lidt kriller i maven, og det havde jeg svært ved at sige nej til,” siger Keld Vilhelmsen, der ud over sine mange kampe i GOG også er noteret for 75 A-landskampe for Danmark frem til 2000. Ud over at kunne spille ind med solid kamperfaring, har Keld Vilhelmsen indgående kendskab til en række af spillerne, som han kender fra både klub og skoletid.”Mange af de unge drenge kender jeg fra 2. divisionsholdet, og så er jeg sportsklasseleder på Nymarkskolen i Svendborg, hvor jeg også har mødt en del af dem. Mange af dem har jeg faktisk kendt gennem en årrække,” siger den nye assistenttræner.Sædet ved siden af Krickau bliver i øvrigt ikke det eneste, som Keld Vilhelmsen kommer til at sidde i fremover, da han også fastholder en administrativ rolle i dameafdelingen, ligesom han fortsætter på Nymarkskolen.”Jeg skal have omprioriteret tiden lidt, og det bliver nok døgndrift, men jeg kan jo lide det, og jeg har gjort det i mange år. Og mine forældre bor heldigvis tæt på hallen, så det kan være, at jeg får mit gamle værelse igen,” siger Keld Vilhelmsen med et smil.