Tilbage til oversigt

Kirkeløkke stopper i GOG til sommer

Efter 12 år i den gule trøje på Sydfyn stopper GOGs højreback Niclas Kirkeløkke efter denne sæson. Den 24-årige landsholdsspiller kom til GOG fra Risøhøj i Ringe som 12-årig og har spillet hele sin ungdom i Gudme. Men nu venter et nyt eventyr, og GOG-profilen skifter til en udenlandsk klub.

 

”Det er selvfølgelig rigtig vemodigt. Jeg har spillet her i rigtig mange år efterhånden. Jeg elsker klubben og har nydt hver dag, jeg har trænet hernede,” siger Niclas Kirkeløkke, der efter så lang tid i klubben nu føler sig klar til nye udfordringer i det store udland.

 

”Jeg føler, at hvis jeg skal lægge det næste niveau på min udvikling, så bliver det nødt til at være et andet sted. Et sted, hvor der er lidt mere pres på hver dag til kampe og træningen, selvom der har været fine træning i GOG, og ligaen i Danmark er rigtig god. Men jeg føler, jeg skal lidt ud af den tryghed, jeg har haft her i GOG.”

 

GOG har haft Niclas Kirkeløkke i klubben, siden han var drengespiller. Men talentet var så stort, at man de senere år har vidst, at på et tidspunkt lokkede udlandet. Og det er så nu – efter denne sæson.

 

”Vi er kede af, at han stopper, men glad på hans vegne. Vi er glade for, at han tager hen et sted, hvor han kan udvikle sig endnu mere, få en masse gode oplevelser – også med landsholdet. Og så håber vi da på et eller andet tidspunkt igen at se Niclas i GOG,” lyder det fra GOG-direktør Kasper Jørgensen.

 

I sin tid i GOG er der allerede flere gode oplevelser, som Niclas Kirkeløkke kan se tilbage på.

 

”Jeg synes især, da vi rykkede op i ligaen. Det var en kæmpe oplevelse for mig. Det var også mit første år som senior. Det var specielt for mig. Og så vores to bronzemedaljer har betydet meget. At vi kunne bevise, at vi igen kunne være med helt i toppen,” fortæller Kirkeløkke.

 

Niclas Kirkeløkke håber at slutte sin tid i GOG med endnu en medalje.