Tilbage til oversigt

Kirkeløkke: Vi skal fokusere på det positive

Efter en periode, hvor selvtilliden hos ’de gule’ har været dalende, har holdet i denne uge haft besøg af en sportspsykolog, der har arbejdet med at give holdet selvtilliden tilbage. Det vigtigste, han fortalte, var, at holdet skal finde de gode ting, som de har gjort tidligere og tage det med til de kommende kampe.

 

En af de ting, som har fungeret godt, er forsvaret.

 

 – Vi synes, at vores forsvar har været rimelig godt, så det er bare at fortsætte. Vi skal have noget mere selvtillid og vi har derfor snakket med en sportspsykolog i løbet af ugen for at få noget selvtillid tilbage, siger Niclas Kirkeløkke og fortæller, hvad sportspsykologen lagde vægt på.

 

 – Vi skal kigge tilbage på de kampe, hvor det har gået godt og se på, hvad vi gjorde og hvilken følelse, vi havde dengang. Det skal vi have med til de kampe vi spiller nu, så vi kan genkende følelsen fra dengang.

 

I eftermiddag kommer Mors-Thy på besøg, og her får drengene for alvor chancen for at vise, at selvtilliden er på vej tilbage. Vejen til sejr kræver blandt andet, at holdet scorer på Dane Sijan, som har været utrolig skarp de seneste kampe.

 

 – Jeg tror vi skal spille lidt, som vi har gjort ind til nu og måske få nogle flere afleveringer på, for de er meget aggressive og hvis vi kan få dem ud og løbe lidt før, så er det en fordel for os, og så gælder det bare om at score på deres målmand, som står rigtig godt.

 

 – Jeg tror det bliver en rigtig svær kamp, men jeg er sikker på at hvis vi kommer ud og har selvtilliden i orden og spiller vores spil, så kan vi sagtens tage de to point.

 

Kampen starter kl. 16 i GOG Arena.