Kronborg: Det giver hår på brystet
Lasse Kronborg kunne godt holde begejstringen tilbage, da han tirsdag skulle gøre status på lodtrækningen til sidste kvalifikationsrunde i EHF Cuppen, hvor GOG blev parret med det serbiske mandskab RK Vojvodina.
“Det er ikke en drømmelodtrækning, men vi bør kunne spille op med alle hold i det her seedningslag, så vi tager det med oprejst pande og går benhårdt efter at gå videre til gruppespillet,” siger Kronborg, der er sikker på, at turen til serbien giver truppen vigtige erfaringer til fremtidens opgør.
“Det giver os nogle rejser, hvor vi er intenst sammen i 24 timer i døgnet, og det binder os sammen på en lidt anden måde, end vi gør i dagligdagen. Vi får nogle store oplevelser, der knytter nogle stærkere bånd, og det håber jeg, at vi kan tage med videre i en relativt lang sæson. Det er også med til at give nogle hår på brystet, for når man kommer til de her relativt svære udebaner, så bliver der gået mere til stålet, og det er noget, vi skal kunne tage imod, selvom vi er et ungt hold,” siger Kronborg, som husker tilbage på forrige sæson, hvor GOG uden de helt store problemer slog et ellers hårdt spillende Ribnica-mandskab på udebane i Slovenien.
Samtidig glæder Kronborg sig over, at GOG undgik et rent dansk opgør mod Aalborg Håndbold, der i stedet får den tvivlsomme fornøjelse af at møde det forsvarende mesterhold i turneringen, Füchse Berlin.
“Det er godt for dansk håndbold, at vi ikke slår hinanden ud inden gruppespillet, og det er også mere spændende for os alle sammen, at vi henter vigtige erfaringer med møder med andre europæiske hold,” konstaterer Kronborg.