Laen har opskriften mod Ribe-Esbjerg klar
Torsten Laen lover, at han og holdkammeraterne vil slås for at få revanche, når Ribe-Esbjerg kommer på besøg i SU’VI:T Arena onsdag aften.
Ifølge Laen skal GOG-spillerne sørge for at holde styr på jydernes 35-årige svenske playmaker Lukas Karlsson, så han ikke får gjort sine medspillere så gode, som det var tilfældet, da klubberne tørnede sammen i september. Den gang blev det til en 10-måls øretæve til GOG, der tabte med 23-33 på udebane.
Siden har ingen hold scoret så mange mål mod GOG, og Torsten Laen glæder sig da også til at understrege overfor det sydfynske hjemmepublikum, at GOG er et hold, der skal regnes som en fast bestanddel af 888-ligaen.