Tilbage til oversigt

Lasse Møller glad for sejr i brutal dyst

Sygdom, skader og et rødt kort til Henrik Jakobsen gjorde det svært for GOG at få tingene til at flyde i EHF Cup-dysten på udebane mod Ribnica i Slovenien. Men ikke desto mindre lykkedes det for Lasse Møller og holdkammeraterne at slutte det europæiske eventyr af med en solid sejr på 36-31.

 

Efterfølgende var det da også en tilfreds Lasse Møller, der skulle gøre status over oplevelsen, hvor efternavnebror Tobias Møller markerede sig med ikke færre end 10 mål i Sportni Center Ribnica:

 

“Vi scorede jo – som vi plejer – en helvedes masse mål, og så står vi godt i mod dem. De vælger i dag bare at slå os ned rent fysisk i mange situationer, og det står vi godt i mod uden at blive bange,” lød det fra Lasse Møller.

 

GOG kom tidligt i front i opgøret, men da Henrik Jakobsen fik et rødt kort for sin trejde udvisning i begyndelsen af anden halvleg, samtidig med, at Torsten Laen var ude med sygdom og Lasse Kronborg døjede med rygproblemer måtte Jakob Larsens ryste posen mere end sædvanligt for at holde stand mod hjemmeholdet.

 

“Det var meget rodet, men når man mentalt er det rigtige sted, og bevidste om, at man skal bakke hinanden op og hele tiden være der, så synes jeg, at vi får det til at lykkes fordi vi alle sammen byder ind med et eller andet i dag,” konstaterede nummer 64, der havde smil på læberne til trods for hjemmeholdets særdeles hårdhændede behandling af de sydfynske gæster.

 

“Vi må bare tage det med videre, og så må vi blive hærdet lidt af den her kamp, og så må det være det,” lød vurderingen.