Tilbage til oversigt

Mød GOGs nye talentchef – Mikkel Voigt

GOG opruster i talentfabrikken og ansætter Mikkel Voigt som ny talentchef fra den kommende sæson. Mikkel Voigt kommer fra en lignende stilling i Skanderborg Håndbold og skal være med til at styrke det gode samarbejde mellem Skolerne i Oure og GOG.

Det er jo Danmarks største talentfabrik gennem tiderne inden for håndbold. Sådan lyder de rosende ord fra Mikkel Voigt, der ser frem til at blive en del af talentudviklingen på Sydfyn.

”Jeg har sagt ja, fordi talentarbejde er GOG’s hjertebarn, men også mit hjertebarn. Det har jeg arbejdet med i flere år nu i Skanderborg, og jeg glæder mig til at fortsætte det arbejde i et endnu større setup og en endnu større organisation,” fortæller 31-årige Mikkel Voigt.

Mikkel Voigt skal fra sommeren 2021 i tæt samarbejde med Carsten Stump Jensen, der er leder af håndboldakademiet på Skolerne i Oure, videreudvikle det fantastiske samarbejde, hvor GOG og Skolerne i Oure de seneste 10-15 år har vist flotte resultater ved at udvikle egne talenter til ligaholdet.

”Jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg har allerede haft gode samtaler med Kasper Jørgensen, Nicolej Krickau og Carsten Stump Jensen. Det er jo nogle rigtig dygtige folk inden for håndbold. Jeg ser meget frem til at skulle have sparring med dem og blive klogere både på talentudvikling og det organisatoriske i en klub,” siger Voigt, der arbejdede tæt sammen med Nicolej Krickau igennem tre sæsoner i Skanderborg Håndbold.

Ved siden af sine opgaver i GOG ansættes Mikkel Voigt også som håndboldlærer på Oure Kostgymnasium, hvor han primært skal træne drenge i årgangene 2002 og 2003. I GOG vil han ligeledes få ansvaret for U19-årgangene 2002 og 2003.

Det arbejde, Mikkel Voigt har udført i en lignende stilling i Skanderborg Håndbold, har imponeret GOG-direktør Kasper Jørgensen, der er glad for aftalen med den nye talentchef.

”Vi har i GOG igennem en længere periode haft det bedste talent-setup i Danmark, og den status vil vi gerne bibeholde. Derfor har vi ansat en af landets absolut bedste talentudviklere til at være talentchef. Vi glæder os over at Mikkel har sagt ja til at blive en del af GOG, og vi har store forventninger til samarbejdet,” udtaler Kasper Jørgensen.

Mikkel Voigt får ansvaret for at hjælpe de unge på vejen fra ungdomsspiller til senior. Være en sparringspartner for dem i et forløb, hvor der kan være mange ting at spekulere på og forholde sig til. Talentchefen skal give dem redskaber og klæde dem på, så så mange som muligt kan følge vejen fra ungdomsspiller til 2. divisionsholdet og videre til ligaholdet.

”Set udefra er det jo en fantastisk klub, når man har talentudvikling som DNA. Og jeg glæder mig til at møde alle de mennesker, der har tegnet GOG og Skolerne i Oure igennem mange år og arbejde tæt sammen med dem,” lyder det fra Mikkel Voigt, der betegner sig selv som en hal-rotte, der involverer sig meget i sit arbejde og er klar til at gå all in på mødet med den store håndboldklub på Sydfyn fra næste sæson.

Mikkel Voigt flytter til Fyn, når arbejdet begynder til sommer 2021. For at få den berømte, gule kultur ind under huden, så er det vigtigt for ham at være tæt på. Den kommende talentchef har skrevet en toårig kontrakt med GOG.