Tilbage til oversigt

Mikkel Møller vender tilbage til GOG

Mens Lasse Møller som bekendt fortsætter karrieren i SG Flensburg-Handewitt efter sommerferien, så blev det tirsdag aften bekendtgjort i GOG, at hans storebror, Mikkel, tilgengæld vender tilbage til Gudme efter fire år i Lemvig og SønderjyskE.

“Det glæder jeg mig rigtig meget til. Det har helt sikkert givet mig meget at være ude, og jeg har udviklet mig meget personligt ved at komme væk fra de trygge rammer. Jeg fik noget ansvar i de klubber, som jeg ikke havde i GOG sidst, og det har været med til at udvikle mig rigtigt meget,” sagde hovedpersonen, før lillebror kunne opdatere ham på, hvad der var sket i GOG i mellemtiden:

“Vi er begyndt at vinde medaljer. Vi vandt selvfølgelig en bronzemedalje, da du var jer, men det er blevet mere stabilt, og det er blevet sjovere og sjovere med tiden,” lød det drillende fra Lasse Møller.

Den udfordring tog Mikkel Møller imidlertid gerne op:

“Jeg vil da gerne have en guldmedalje. Det er i hvert fald en spændende udvikling, som klubben har været igennem, og den er ikke blevet mindre attraktiv. Det er stærkt hold, og det glæder jeg mig til at blive en del af,” konstaterede venstrefløjen videre. 

Direktør Kasper Jørgensen er glad for at præsentere endnu en spiller med gult blod i årene. Ligesom klubben tidligere på året offentliggjorde, at Kasper Kildelund vender tilbage til GOG. 

“Det er vigtigt for os, at have nogle spillere på holdet, der kan sikre GOG-kulturen på holdet og drive den videre. Og de her spillere er jo født og opvokset ind i den her klub og den kultur. Det passer godt ind i vores strategi, og det er vigtigt for sammenholdet og klubfølelsen – ikke kun på holdet, men også for alle omkring holdet og klubben,” mener Kasper Jørgensen.