Tilbage til oversigt

Minik: Odder havde mere gejst end ventet

 

Det blev en sand målfest, da Odder i går gæstede GOG Arena. Minik Dahl Høegh fik comeback og gjorde det fint med fire mål.

 

Det varede lidt før GOG for alvor trak fra. I første halvleg spillede oprykkerne nemlig helt lige op med ‘de gule’.

 

 – De var lidt sværere at bryde med i starten. Jeg synes, de havde en god gejst – måske en større gejst end man havde troet. Den skulle man lige bryde, og da vi langt om længe havde fået den brudt, synes jeg, vi får kørt dem trætte og kan komme til fine afslutninger i anden halvleg, hvor vi også når at køre dem ned, fortæller Minik.

 

Anden halvleg blev sammenlignet med første halvelg en helt anden affære. Årsagen skal findes i at GOG fandt koncentrationen mere frem.

 

 – Vi står koncentrerede og så bliver de ukoncentrerede. De laver nogle sløsede afslutninger til sidst, som gør, at vi kan løbe kontra, og så kører det fuldstændig.  De sidste 5-10 minutter mister de koncentration og fokus, og så er løbet kørt for dem.

 

GOG’erne havde en del at revanchere ovenpå det ærgerlige nederlag til Ribe-Esbjerg i fredags, og det er da også noget, som Minik fremhæver, som en del af nøglen til sejr. At alle mand tilmed yder 100%, selvom kampen reelt set var afgjort, er en kæmpe bonus, mener han.

 

 – Sidste uges nederlag har gjort, at vi mere eller mindre holder mere fokus på det spil, vi laver. Når vi har afgjort kampen og der er 10 minutter tilbage, synes jeg, at de, der kommer ind, holder 100 % fokus. Det er det fede, at vi kan gøre det.

 

Næste opgave venter allerede på lørdag, hvor modstanderen hedder SønderjyskE på udebane.