Tilbage til oversigt

Målmandskabalen er gået op

GOG har været på udkig efter kompetente målmænd, der kunne tage arven op efter en forrygende første ligasæson sidste år. Nu er kabalen gået op, og GOG kan præsentere en stærk målmandstrio.

 

Det sydfynske mandskab har fornøjelsen af at kunne præsentere en gammel, rutineret og inkarneret GOG’er, idet Søren Haagen for alvor snører håndboldskoene igen og returnerer til tophåndbold. Efter et par år hos naboerne fra Faaborg ØH er Søren igen klar til at tage kampen op med landets bedste håndboldspillere.

Det er 10 år siden, at Søren sagde farvel til tophåndbold, men det afskrækker ikke den rutinerede målmand.

 

Søren udtaler:

– GOG er en helt særlig klub for mig, og siden jeg måtte stoppe i Flensborg, har jeg drømt om at vende tilbage igen på højeste niveau. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe holdet så godt som muligt. Jeg håber vi kommer i slutspillet og derfra kan alt ske.

 

Direktør Kasper Jørgensen udtaler:

– Vi er glade for at få tilknyttet yderligere to dygtige målmænd, så vi til sæsonen har tre målmænd, og dermed får vi god konkurrence på posten.

Processen med at finde den rigtige konstellation har været lang, men nu har vi fundet frem til en god løsning, der blandt andet gør, at vi skal sige velkommen tilbage til toppen af dansk håndbold for Søren Haagen, der efter mange års fravær altså er tilbage. Vi har store forventninger til Søren, som, da han var på toppen, var en af Danmarks allerbedste målmænd, og det niveau er jeg sikker på, at Søren igen kan nærme sig.

 

Den anden nyerhvervelse på målmandsposten er den 26 årige Frank Mikkelsen, som kommer til fra SUS Nyborg i første division.

 

Om Frank siger Kasper Jørgensen:

– Frank har igennem mange år vist et godt niveau i 1. division, og det er det, der gør, at vi mener, at han er klar til at tage det næste skridt til ligaen og har forventninger til, at han kan levere rigtig gode procenter – også i ligaen.

 

Om skiftet udtaler Frank:

– Jeg har valgt at trække den gule trøje over hovedet, da det altid har været en drøm for mig at prøve mig selv af på højeste niveau. Da jeg fik chancen for det, var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg håber at kunne udvikle mig, så jeg kan hjælpe holdet til at få den bedst mulige placering i rækken. Samtidig håber jeg på, at udviklingen kan gøre mig god nok til at få en masse spilletid. Kollektivt håber jeg, at jeg kan være med til at holde ved sidste sæsons positive udvikling. Så er jeg sikker på, at vi vil nå vores mål som hold, men også som spillere hver især.