Nicolej Krickau ny træner i GOG
Det bliver Nicolej Krickau, der til sommer overtager trænersædet fra Jakob Larsen.
Rygterne har været der længe, men nu er det helt officielt, at det bliver den 30 årige Nicolej Krickau, der overtager trænerposten i GOG. Nicolej tiltræder d. 1. juli 2017 på en 3 årig aftale.
Den unge træner kommer fra en stilling som cheftræner i Skanderborg, hvor han har været de seneste 11 år. Først som spiller, senere som ungdomstræner og nu igennem de sidste 3 år, som ligatræner.
Ifølge GOG direktør Kasper Jørgensen er valget faldet på Krickau, fordi han passer godt ind i kulturen, og udtaler videre: “Jeg ser Nicolej som en af de mest talentfulde trænere i øjeblikket og jeg er helt sikker på at han passer godt ind i vores kultur og kan viderebringe og videreudvikle den strategi vi har for spillet. Han kan være med til at føre os det næste stykke, så vi bliver en fast del af top 4”.
Om skiftet siger hovedpersonen selv: “Jeg har valgt GOG af flere grunde. Den klare strategi der er i klubben tiltaler mig, samtidig ser jeg en klar værdi i deres måde at arbejde med talenter på. Jeg tror at vi sammen kan løfte tingene og videreføre den klare strategi, til mange sejre og en fast placering i toppen af dansk håndbold. Derudover ser jeg det som en stor sportslig mulighed for mig selv, som jeg ser meget frem til”.
Vil du høre mere om overvejelserne fra de to parter, kan du følge med i aftenens TV kamp fra Holstebro.
Følg med på TV2 Sport fra kl. 19.00.
For yderligere information:
Direktør Kasper Jørgensen: 22 80 48 35