Tilbage til oversigt

Nikolaj Jakobsen: Füchse-kamp bliver god håndbold

Den tidligere GOG-profil Nikolaj Jacobsen er lige nu træner i den tyske bundesliga og kender derfor GOGs kommende modstander særdeles godt. Han spår en god kamp, når et af Tysklands bedste hold gæster Fyn i EHF Cuppen.

 

GOGs næste kamp er et vigtigt opgør i EHF Cuppen mod det tyske bundesligamandskab fra Füchse Berlin. Der er vigtige point på spil i kampen om at blive blandt de to bedste hold i gruppen, som giver billet til kvartfinalerne. En kamp, der er rykket til Sparekassen Fyn Arena i Odense. Og en modstander, som fynske håndboldfans godt kan glæde sig til at se, mener Nikolaj Jacobsen, der er træner for de forsvarende tyske mestre fra Rhein-Neckar Löwen.

 

– Det er et af bundesligaens bedste hold spækket med landsholdsspillere. Så tilskuerne får mulighed for at se noget god håndbold fra nogle store internationale profiler, siger den tidligere GOG-spiller.

 

GOG mødte i sidste uge Füchse Berlin på udebane også i EHF Cuppen. Her endte kampen med et nederlag på otte mål til GOG. Men nu er mødet på fynsk grund, og det er ikke et dårligt tidpunkt at møde Füchse Berlin netop nu, mener Nikolaj Jacobsen, der allerede nu både kan kalde sig bundesligatræner og dansk herrelandstræner. Fynboen har netop overtaget herrelandsholdet efter Gudmundur Gudmundsson et halvt år før, det egentlig var planlagt.

 

– Füchse Berlin døjer lige nu med flere spillere, der er ude med skader. Så der er muligheder for GOG. Men der er stadig landsholdsspillere hele vejen rundt, så det bliver en vanskelig opgave, vurderer Jacobsen.

 

Publikum kan blandt andet se den danske landsholdsspiller Hans Lindberg, som spiller for Füchse Berlin. Nikolaj Jacobsen mener, at GOG skal benytte sit varemærke – den hurtige kontrafase – hvis det skal lykkedes at få point mod de dygtige tyskere. For Füchse Berlin har nogle store og fysisk stærke forsvarsspillere, der kan give GOG problemer med at lave mål i det almindelig angrebsspil.

 

– Det gælder om at løbe mod Füchse Berlin og presse dem i deres returløb. Og det har GOG jo gode forudsætninger for. Og så skal de lukke få lukket ned for venstrebacken Petar Nenadic. Kampen må ikke blive på hans præmisser, så er han alt for dygtig.

 

Også den norske VM-sølvvinder Kent Robin Tønnesen skal der styr på. Højrebacken lavede ni mål – heraf otte i anden halvleg –  i det første opgør i Berlin.

 

Kom og se GOG i duel med nogle af de store profiler hos bundesligaens nummer fire fra Füchse Berlin. Køb billetter her.