Tilbage til oversigt

Opråb fra en fan

Vi kom, vi så, vi sejrede – trods alt.

Forventningen er altid den største glæde, siger man. Som tilskuer til årets Final 4 stævne i NRGI Arena i Aarhus var forventningerne høje til spillerne, hvorimod jeg mere tvivlede på opbakningen til kampen fra den tidligere så loyale gule fanskare – klubbens 8. mand.

 

Inden stævnet var fløjtet i gang, havde den nyoprykkede ligasatsning HC Midtjylland meldt ud, at de ville møde op med 1000 tilskuere til kampen – et tal som i virkeligheden nok skulle divideres med tre. Statistisk er Kolding København det hold, som har flest tilskuere til både hjemme- og udekampe, mens ørnene fra BSV, med kun tre skridt og en spytklat, næsten var i NRGI Arena. Var vi, det fynske håndbold flagskib, igen overmatchet i både økonomi, dyre spillere og lavt antal tilskuere?

 

Svaret ville jeg få om få timer, indtil da kunne jeg i hyggeligt selskab med klubbens sponsorer nyde de lokale drikke fra Albani Bryggeriet, indtage lækre kaloriebomber fra Thurø Bageri og underholde sponsorbussen med anekdoter fra GOG tiderne.

 

Som den sidste bus rullede GOG’s sponsorbus ind på pladsen foran NRGI Arena og Aarhus Stadion. Lad det være sagt, vi blev mødt af en gul hær. Festklæde ungdomsspillere, gamle klub ikoner, trofaste fans og Blå M/K’ere, som til lejeligheden havde skiftet til gule bluser, GOG kasketter og gule halstørklæder. Presset lå nu på sponsorbussen, heldigvis fik alle skiftet til gult, og blev en del af den gule hær.

 

Kampen i NRGI Arena – ja den behøves jeg ikke kommentere. Alle ved, at vi tabte til BSV, Dane Sijan og langt hen ad vejen til os selv. På andre fronter vandt vi, endda med flere længder. Vi, GOG tilskuerne vandt kampen i overlegen stil. Allerede inden kampstart stod små hundrede inkarnerede fans klar bag det ene mål og satte en euforisk stemning, mens endnu flere gulblusede og trommeslående fans var klar på tribunen i den ene ende af Arenaen.

 

Et højdepunkt som fortjener at blive nævnt – fordi det er typisk GOG: Kampen fløjtes i gang, og samtidig bærer 3 GOG fans en ”flyvende” Superman-klædt fan op langs den ene langside i hallen. Dejligt, at der stadig er plads til det skæve og sjove indslag i en benhård sports business.

 

Som kampen skred frem var det tydeligt, at ”GOG hæren” styrede fanbegivenhederne i Arenaen. Om det var de sarkastiske tilråb, GOG hymnen eller var den flotte stemning BSV frygtede, vides ikke. Men efter pausen skulle BSV dække op med ryggen til GOG’s fans, hvilket de tydeligvis ikke var tilfredse med. BSV kontaktede Divisionsforeningen, arrangørerne af Final 4 stævnet, som beordrede de stående GOG fans til at rykke sig tilbage. Her kunne man være negativ og rynke på næsen over Divisionsforeningen, NRGI Arena’s kontrollører og BSV, men lad os i stedet glæde os over, at bønderne fra Fyn kunne skabe stemning i en trist Arena og i den grad få de pengestærke BSV til at ryste på hånden.

 

På vej hjem i bussen var stemningen stadig høj til trods for kampens resultat. Hvis vi skal evaluere efter Final 4 stævnet, ville mange nok stille spørgsmålet: ”Hvorfor har vi ikke sådan en stemning til alle GOG’s hjemmekampen?” Jeg har ofte i GOG’s sponsorlokale ”Kildelund Lounge” hørt flere sponsorer sige: ”Hvor er det gule hjørne?” Min egen konklusion vil være: Vis det gule hjørne den respekt, som de fortjener. Det er utopi at tro, at det gule hjørne skaber sig selv. Det kræver ildsjæle og engagerede medlemmer, som vil gå forrest i kampen for at lave slagsange, hverve medlemmer, skabe økonomisk grundlag, lave tifoer osv. Alle i og omkring klubben bør være med til at løfte denne opgave. Jeg kunne jo stille spørgsmålet: ”Hvorfor kan en sponsor tage en gul bluse og et halstørklæde på til en udekamp?” Når det hjemme i ”Kildelund Lounge”, på en god dag, er 4-5 mennesker, som bærer vores gule stolthed. Det kunne være sjovt, hvis alle med et gul hjerte i hallen tog vores ”national” bluse på, rejste sig når det gule hjørne ”beordrede” det og sang med på vores nye slagsange. I Mors – Thy fik de prædikatet Bette Balkan. I Aarhus ”Kom, Så og Sejrede” den gule hær. Lad os håbe at fortidens vikinger, som sloges og havde hjemsted bag hallerne vækkes til live og vil indtage Gudmehallerne for fulde kraft igen.

Held og lykke i slutspillet.  

 

Se billeder fra dagen ved at følge dette link