Tilbage til oversigt

Optakt: SønderjyskE – GOG

Ahh ja, sæsonen startede med et brag og vel næsten bedre, end vi turde håbe på forhånd. Team Tvis Holstebro blev sendt tilbage til Vestjylland med et svigende 10-måls nederlag, og der var aldrig rigtig tvivl om udfaldet af kampen, men mere om sejrens størrelse.

De fleste ting lykkedes til punkt og prikke i kampen, og mange af de ting GOG havde trænet på, virkede fremragende i løbet af kampen. Skytterne blev holdt helt fra fadet, og et modløst Tvis-mandskab havde tydeligvis svært ved at bevare optimismen i en tændt GOG Arena.

 

Nu har efterdønningerne fra kampen efterhånden lagt sig igen, og næste kamp står for døren. Her skal holdet for alvor bevise, at fødderne er placeret solidt på halgulvet, og at man ikke lader sig rive med af en premieresejr over Team Tvis.

 

Årets første udekamp spilles nemlig på en yderst svær udebane i Sønderborg. SønderjyskE har fået opbygget sig lidt af et fort på hjemmebane, og der er ikke nogen, som kommer let til pointene der. Samtidigt har SønderjyskE et meget engageret hjemmepublikum, som altid formår at lægge et vildt pres på modstanderholdet. GOG Arena er vel efterhånden en af de få, som kan konkurrere med den hjemmebane. Holdet fra Sønderjylland hentede ligesom GOG to point i sæsonåbningen. Her var holdet på besøg hos Nordsjælland Håndbold i Helsingørhallen. Det blev en tæt kamp som SønderjyskE endte med at vinde med 22-25. Det er dermed et selvtillidsfuldt SønderjyskE-mandskab, som går ind til årets første kamp på hjemmebane mod GOG.

 

Sidste sæson havde GOG store problemer med SønderjyskE. Det blev til et 24-24 på hjemmebane, mens SønderjyskE vandt i Sønderborg med 35-34. Hvis kampen tegner sig sådan igen, så er der lagt op til en nervepirrende kamp, hvor det meget let kan blive afgjort helt til sidst.

 

Sagt om kampen:

– Nu skal vi følge op på Tvis-kampen og vise, at det ikke bare var en engangsforestilling. SønderjyskE er altid meget svære, især på udebane.  Jeg er sikker på, det bliver en meget hård kamp. – Frederik Clausen

 

Seneste fire opgør:

17/12-2014: GOG – SønderjyskE: 24-24

13/9-2014: SønderjyskE – GOG: 35-34

18/12-2013: SønderjyskE – GOG: 29-29

20/9-2013: GOG – SønderjyskE: 26-27

 

Dato og Tid:

Kampen spilles lørdag d. 5/9-2015 klokken 15.00 i Dybbøl Hallen (Skansen).