Tilbage til oversigt

Optakt til pokalbrag

Så er det blevet tid til pokalbrag igen.

Denne gang er det Team Tvis Holstebro der kommer på besøg i GOG Arena. Vi er nået til pokalturneringens kvartfinale, og kun én kamp fra Final Four som spilles i februar måned.

 

Faktisk skal GOG møde Tvis Holstebro to gange i denne uge. Første gang i morgen tirsdag i pokalen, og anden gang på fredag hvor holdet skal en tur til Jylland i håndboldligaen.

 

Der venter et par svære kampe mod et af ligaens absolut bedste hold. Tvis Holstebro har de sidste par år vist en opadgående kurve, og det er en gammel GOG-dreng der er arkitekten bag et slagkraftigt hold. Claus Bruun Jørgensen der i nullerne slog sine folder i Gudmehallen, er nu blevet træner i Holstebro, og han formår at få det maksimale ud af sit unge talentfulde mandskab. Claus bliver rost mange steder fra, og var af mange udråbt til kandidat til landstrænerposten. Det siger lidt om hans store kvaliteter.

 

Under ham løber mange unge, men rigtigt dygtige og talentfulde spillere, der kæmper til sidste blodsdråbe. Blandt nogle af de største profiler finder man ligeledes en gammel GOG-spiller Michael Damgaard. Michael har virkeligt bidt sig fast i ligaen, og er en kæmpe trussel for mange hold. Hans gåpåmod og skud er i verdensklasse, og han lader sig ikke slå ud af et par afbrændere. En anden gammel GOG-kending er Jakob Green. Jakob spillede i GOG i en lang årrække, og var med til at vinde flere titler til Sydfyn. Han er efter en lang hofteskade vendt stærkt tilbage på banen, og er en håndboldklog venstre back der har rigtigt mange tekniske kompetencer.

 

Tvis Holstebro ligner på mange måder GOG. De er kendt for et fysisk stærkt forsvar, og vil ligesom de gule gerne løbe stærkt op ad banen. Landsholdsspilleren Klaus Thomsen binder defensiven sammen, og de to lynhurtige fløje, Patrick Wiesmach og Magnus Bramming står for mange af scoringerne i kontrafasen.

 

Efter en ”blød” kamp i Ringsted skal GOG’erne møde et hold på et helt andet niveau, og det kræver en koncentreret indsats samt fight på aller højeste plan for at kunne måle sig med vestjyderne.

 

Kom i hallen og støt de gule.

 

Kampen fløjtes op kl. 18.00 i GOG Arena.