Tilbage til oversigt

Optakt ved Minik Dahl Høeg

GOG møder i morgen KIF Kolding København på hjemmebane kl. 17.10. Det er en længe ventet kamp for både publikum og spillere, som kan se frem til et klassisk opgør mellem to hold, der i håndboldhistorien har spillet mange intense kampe mod hinanden.

GOG har de seneste år ikke spillet i den danske liga, men er nu tilbage, og det klassiske opgør er derved en realitet. Minik Dahl Høegh ser frem mod en kamp, hvor han er sikker på, at alle GOGs spillere giver sig 100 % i kampen om de 2 point.

”Det er en kamp, der giver os mulighed for at se, hvor langt vi er nået. Vi har planer om at give alt, hvad vi har, og så må vi se hvor langt det række”.

Kolding har en stærk, bred og rutineret trup, og det er derfor relevant at lægge mærke til næsten alle holdets spillere. Minik vil dog fremhæve Kim Andersson, hvis han er skadesfri, samt Lukas Karlsson, der med sit høje tempospil og gode stående skud, gør ham bemærkelsesværdig. Foruden de to svenske spillere, mener Minik, at Bo Spellerbergs kampform bliver afgørende for kampens udfald.

”Bo Spellerberg er god til at finde sine medspillere, og er en teknisk dygtig spiller, som vi skal være opmærksom på fra kampens start. Hvis han rammer dagen, bliver det en svær kamp.”

Gennemsnitsalderen hos Kolding overstiger det gennemsnit, GOG præsenterer med længder, og desuden er GOG også bagud på det samlede antal af landskampe, med en difference på ca. 1800 kampe. Minik mener, at Koldings store fysik, det stærke 6-0 forsvar og deres rutine, gør holdet til en fantastisk målestok for GOG.

”Kolding har den rutine, også indenfor europæisk håndbold, der gør det til et hold, vi skal måle os med. De spiller op med udenlandske hold, som fx Kiel, hvilket meget præcist beskriver den styrke, holdet besidder. Kolding er svækket af en del skader, hvilket er en fordel for os. Vi kan desuden udfordre Kolding med vores homogene hold, tro på egne evner og ikke mindst vores hurtige spil mod deres tunge spillere. Vores udgangspunkt er godt med 8 point efter 5 kampe, og der er en god stemning på holdet. Det er en kamp vi skal nyde fuld ud. Især fordi vi ved, at der er meget få billetter tilbage. Det bliver en fed kamp, og vi glæder os”, siger Minik dagen forinden det store klassiske opgør.

Kampen vises i Super Matchen på TV2, så har du ikke været så heldig at få billetter til kampen, kan du følge den fra kl. 17.00. Der vil desuden være liveopdateringer på vores facebookside.