Tilbage til oversigt

Optakt ved René Toft

 

 

 

Husk løbeskoene mod GOG

 

Som optakt til Kielkampen har vi taget en snak med René Toft om hans forventninger til kampen, men også om Kiels målsætninger til sæsonen som helhed.

 

Rene Toft Hansen er dansk landsholdsspiller og spiller i THW Kiel. Han er en stor stregspiller, der er kendt for at være en hård hund i forsvaret. René har i Danmark spillet seniorhåndbold i Viborg HK, Kolding IF og AG København, inden han skiftede Danmark ud mod Tyskland og trak den zebrastribede Kiel-trøje på i sommeren 2012.

 

Husk løbeskoene

– Jamen jeg har haft utrolig mange fede kampe mod GOG både med Viborg og Kolding. GOG var altid en af de modstandere, man glædede sig til at møde. De har en fantastisk intim hjemmebane, og så var det jo et sted, man altid skulle sørge for at have løbeskoene på, når der skulle løbes retur. De var på daværende tidspunkt Danmarks bedste kontrahold, og jeg går da ud fra, at det er nogle af de dyder, de stadig lever efter.

René fortsætter:

– Jeg kender ikke så meget til spillerne i GOG nu, men jeg ved da, jeg skal stå over for Snorri, som jeg spillede sammen med I AG, og det skal nok blive rigtigt sjovt.

 

THW Kiel er på træningslejr i Danmark og bor i de smukke omgivelser på Sydfyn. Udover GOG skal de møde tre andre danske ligahold, og René glæder sig til kampene.

 

– Kampen mod GOG skal bruges som de tre andre kampe til at få de nye spillet ind. Vi har ikke noget mål om, at kampene skal vindes for enhver pris. Vi træner hårdt i hallen om formiddagen og løber om eftermiddagen, men det er klart, at vi får meget mere ud af at afprøve vores ting i kamp end til træning. Og når det er sagt, så vil vi selvfølgelig gøre alt for at give os selv, modstanderholdet og publikum en god oplevelse, siger René.

 

Danmarksturné

Det kan undre nogen hvorfor THW Kiel lige vælger at tage til Danmark på træningslejr, men det har René et bud på hvorfor.

 

– Sidste år var vi i Polen, og forrige år var det i Afrika, hvor Daniel Narcisse oprindelig stammer fra. I år er det så blevet Danmark. Træneren og manageren var oppe og kigge på forholdene og var meget tilfredse, og så hjælper det jo, at vi nu er to danskere på holdet. Sidst men ikke mindst skal vi spille fire super træningskampe mod ligahold, så vi får noget ud af det både socialt og spillemæssigt.

Turen er også ment som en rystesammentur, og så er det altså meget rart endeligt at få bolden med efter 14 dage, hvor det stort set kun har stået på kondition- og fysisk træning.

 

Sæsonens målsætning

Kiel har skiftet ud på nogle centrale pladser. Ud er gået store profiler som Thierry Omeyer, Daniel Narcisse, Momir Ilic og Marcus Ahlm. Mens unge spillere som Rasmus Lauge, Wael Jallouz og Johan Sjöstrand er kommet den anden vej. Umiddelbart virker det som en lille svækkelse af Kiels niveau, men målet er stadig det samme: Alt skal vindes.

– Pt er der et generationsskifte i Kiel, hvor de prøver at bygge et hold op omkring en stamme, som kan spille sammen i mange år fremover. Målsætningen er stadig at vinde alt, men det bliver svært i år. Jeg ser Flensborg som vores største konkurrent i Tyskland, da de stort set har beholdt holdet fra sidste år.

 

Fysikken til forskel

En af de nye spillere, der er kommet til, er Rasmus Lauge. Det er René meget begejstret for.

– Det er perfekt, at Lauge er kommet til Kiel. Han er et stort talent, som virkelig har muligheden for at udvikle sig til at blive en af verdens bedste, og det tror jeg på, han kan i Kiel.

Der er store forskelle på dansk og tysk klubhåndbold, mener René.

– Fysikken er den helt store forskel. Det er ligesom om, man spiller landskamp hver gang. Der bliver tilladt mere, og kroppen er godt smadret hver gang, man har spillet kamp. Og så er der det faktum, at mesterskabet bliver afgjort over hele sæsonen. Der er intet slutspil, og det vil sige, at man skal være klar hver eneste gang. Man kan tabe på alle udebaner i Tyskland. Der er ingen lette kampe.    /lkr