Tilbage til oversigt

OVERBLIK: GOGs chance i Europa

Meget skal gå den gule vej, hvis GOG skal have mulighed for at spille sig i kvartfinalen i EHF Cuppen. Men der er stadig en chance trods lørdagens nederlag til franske St. Raphael.

 

GOG måtte se sig besejret af de franske stjerner fra St. Raphael, der lørdag tog sejren med cifrene 32-28. Det betyder dog, at GOG er bedre indbyrdes end franskmændene, fordi GOG vandt 36-32 på udebane. Begge hold har vundet med fire mål, men GOG har scoret flest på udebane og er derfor bedst indbyrdes, hvis begge hold ender med samme antal point.

 

Lige nu har St. Raphael seks point og GOG fire med en kamp tilbage i gruppespillet. Havde GOG vundet kampen over St. Raphael havde fynboerne sikret sig andenpladsen, men nummer fire fra den franske liga viste sig lørdag at være for stor en mundfuld.

 

– Det gik ikke, fordi vi på dagen mødte et hold, der var bedre end os. Deres mand-mand spil, da kampen blev afgjort ved stillingen 26-25, var skarpt, og når man i den efterfølgende periode taber 0-7, kan man ikke vinde på det her høje internationale niveau, lyder analysen fra GOGs cheftræner Jakob Larsen efter kampen.

 

Nu afhænger det af andre resultater. I den sidste runde skal GOG til Slovenien og møde Ribnica. Den kamp skal vindes og samtidig skal St. Raphael tabe hjemme til Füchse Berlin, der ikke har noget at spille for. Berlinerne er sikre på førstepladsen i gruppen. Men håbet lever.

 

– Det eneste positive ved nederlaget var, at vi på reglen om flest udebanemål er bedre indbyrdes. Og som vi fortolker reglerne, betyder det ved eventuel pointlighed, at vi ender som to’er. Vi skal derfor vinde næste søndag, og de skal tabe til Berlin. Et scenarie, der ikke er helt urealistisk, mener Jakob Larsen.

 

Hvis det lykkes med en GOG-sejr over Ribnica og Füchse Berlin slår St. Raphael, så er GOG på andenpladsen, men ikke sikre på kvartfinalen. Det er fordi, EHF Cuppen er skruet sådan sammen, at den dårligste af de fire to’ere også ryger ud.

 

Det handler om, at der kun er tre kvartfinaler. Det sidste hold springer den kamp over, og det er det hold, som arrangerer EHF Cuppens Final4. I år er det det tyske bundesligahold Frisch Auf Göppingen, og de er altså sikre på en plads i Final4 og skal ikke igennem en kvartfinale. Og med en sejr over Ribnica vil GOG kunne opnå seks point og måske er det for lidt i forhold til de andre to’ere.

 

– Lige nu har vi fokus på – ud over at vinde den sidste ligakamp på onsdag – at vinde EHF Cup kampen mod Ribnica på søndag. Så må vi se, hvordan tabellerne ser ud bagefter, lyder det fra Jakob Larsen.

 

GOG spiller den sidste gruppekamp i EHF Cuppen mod slovenske Ribnica på udebane. Det er søndag den 2. april.