Tilbage til oversigt

Rasmus Jensen jagter håneretten i Gudme

Når GOG tirsdag aften tager imod Bjerringbro-Silkeborg hjemme i SU’VI:T Arena, så er der mere end de to point på spil. Den tidligere GOG-spiller Rasmus Jensen er på holdkortet hos BSV, men tiden i gult gav venskaber på Sydfyn, så det er noget særligt for ham at spille mod netop GOG.

 

”Det bliver først og fremmest dejligt. Jeg har rigtig mange gode minder fra min tid i GOG, og har stadig mange venner i klubben, så jeg glæder mig til at konkurrere mod dem. Jeg håber også, at vi kan tage de to point med hjem, så jeg får håneretten over dem,” siger Rasmus Jensen, der kom til GOG i 9. klasse, hvor han gik på efterskolen i Oure. Stregspilleren spillede ungdomshåndbold i klubben og var på ligaholdet fra 2013-2015.

 

”At komme til det miljø i GOG, så fantastisk en forening med så gode værdier, mennesker og rollemodeller – det var de bedste år i min udvikling som talent. Det var en fantastisk oplevelse at være en del af den klub, jeg har fået mange gode venner her og udviklet mig utrolig meget her,” fortæller den 29-årige BSV-spiller.

 

GOG spiller normalt utrolig tætte kampe mod Bjerringbro-Silkeborg, der har rutinerede spillere som Michael V. Knudsen og Jesper Nøddesbo på holdet. Spillere med en anden alder end de unge GOG-tropper. Så BSV ved godt, hvad der skal til, hvis de skal vinde i Gudme, men det er efterhånden ved at være længe siden, at BSV vandt på Sydfyn – det skete i april 2015.

 

”Vi skal få kampen til at forløbe på vores præmisser. GOG er der altid fart på. De løber stærkt. Og vi er jo en del ældre spillere på vores hold, så hvis det kommer til at handle om sprint, så taber vi den kamp. Så vi skal passe godt på bolden, spille meget klogt, så vi måske kan få en tyvstart på vej tilbage til forsvaret,” vurderer Rasmus Jensen.

 

”Det er jo altid fede og helt tætte kampe mod GOG. Intense kampe. Og det er to hold, der igen vil blive blandt topholdene i ligaen. Det er jeg sikker på.”

 

GOG spiller mod Bjerringbro-Silkeborg tirsdag aften klokken 19.30 i SU’VI:T Arena i Gudme. Du kan købe billetter til kampen her.