Tilbage til oversigt

Samme modstander, ny kamp

I dag er dagen, vi alle har ventet på. Ligaen starter igen, og dermed kvalitets-håndbold i GOG-arena. I onsdags var drengene en tur i Lemvig i pokalen og gik videre til 1/4 finalen.

Nu gælder det så, ja Lemvig igen, når vi tager hul på håndboldligaen.

 

Drengene har glæder sig helt enormt meget til at komme i gang med de kampe, der for alvor gælder. I dag er ingen undtagelse, og selvom det er en lidt underlig ting, at skulle spille mod det samme hold to gange på fire dage, er der ingen tvivl om at GOG-spillerne er helt klar.

 

Kravet er en sejr, og det er da heller ikke noget hverken spillere eller trænere lægger skjul på. For at indfri målet om slutspil igen i år, SKAL kampene mod den nederste halvdel af ligaen vindes.

 

Selvom Lemvig har et ungt og positivt indstillet mandskab, er det alligevel af mange spået til en hård kamp om de afgørende nedrykningspladser, og derfor også et hold som GOG skal have to point imod.

 

Der er nogle profiler på et eller homogent nordvestjysk mandskab. Venstre fløjen Søren Nørgaard blev forrige år kåret til årets første divisionsspiller, da han spillede netop for Lemvig. Siden prøvede han lykken i Ribe Esbjerg, men en knæskade tvang ham til at sidde over en stor del af sidste sæson. Nu er han så vendt hjem, og han viser stadig en utrolig skarphed.

Derudover er Jakob Toustrup kommet til fra Tvis Holstebro. Bagspilleren er den spilintelligente type, som også lever af et godt og klogt skud. Endelig er der en rutineret ræv på mål i Jonas Degnbol, som har stået mange år i ligaen.

 

GOG er endelig ved at være nogenlunde skadesfri. Minik kæmper stadig for at blive helt klar med sin fod, men det ser til gengæld ud som om, at Lars Hald er meldt klar til dagens kamp.

Lad os håber GOG får den bedst mulige start på sæsonen.

 

Der er kampstart kl. 16.00 i GOG Arena, og der er stadig billetter at få. Så kom bare!