Tilbage til oversigt

Sejr mod Randers

Onsdag aften var det endelig tid igen. Sæsonen blev for alvor skudt i gang igen med en pokalkamp i Randers mod Randers HH. GOG havde op til kampen ikke lagt skjul på, at kampen skulle vindes, og en sejr ville være det perfekte afsæt til sæsonåbningen på mandag mod Team Tvis Holstebro.

 

I Randers hallen var der regnet med stor opbakning til kampen, men tribunerne så en smule tomme ud kort før kampstart. Blandt publikum kunne man se flere gule trøjer, der havde taget turen fra Fyn for at give de gule den bedste opbakning.

 

Første halveg begyndte med et overtag til Randers, holdet bragte sig foran 4-1, før GOG endelig vågnede op. Så gik det til gengæld hurtigt, og på bare et par minutter var de gule tilbage med en 7-5-føring. De to hold fulgtes ad hele halvegen og skiftedes til at være i førersædet i en spændende kamp. Mod slutningen af halvegen blev GOG ramt af en meget tynd dobbeltudvisning til Mark Strandgaard og Chris Jørgensen. De gule formåede dog at holde sammen på 4-mands forsvaret, og de to hold kunne derfor gå til pause helt lige 15-15. Anden halveg tydede derfor til at blive en hektisk affære, hvor Randers bestemt ikke ville give sig uden kamp. Espen Christensen i målet havde i slutningen af halvegen spillet sig fint op og redede blandt andet et straffekast kort før pausen.

 

Anden halveg startede som sagt med to mand ude. GOG formåede dog at holde gæsterne fra fadet, og kunne med flot forsvarsspil gå ud af perioden med 15-15 stadigvæk. De to hold fulgtes pænt ad igennem første halvdel af anden halveg, men så fik GOG endelig fundet opskriften på sejr. Defensiven lukkede helt ned og med en fremragende Frank Mikkelsen i målet trak holdet stille og roligt fra i slutningen af kampen. Aku Kreutzmann blev ramt af en dobbelt udvisning, men lige lidt hjalp det for Randers. GOG kunne efter en god sidste halvdel af anden halveg tage bussen hjem til Fyn med en 30-25-sejr.

 

Nu ser vi frem mod den vigtige kamp på mandag, hvor det hjemme i GOG Arena gælder kampen mod Team Tvis. Tvis sluttede på femte pladsen sidste år og altså en placering højere end GOG. Hvis holdet skal gøre sig forhåbninger om at slutte højere i denne sæson, så kan mandagskampen vise sig at blive helt afgørende.

 

Følg med her og på Facebook, når vi i slutningen af ugen starter optakten til Tvis-kampen.