Tilbage til oversigt

Skal finde det gode spil frem mod Skjern

 

Drengene drager i aften mod Vestjylland, hvor de grønblusede fra Skjern venter. Sidste gang holdet mødte Skjern, var til FTZ-cup, som blev spillet i august måned. Her vandt GOG 29-25. Det er derfor fra denne kamp, som GOG henter inspiration til aftenens kamp.

 

De vestjyske drenge fra Skjern har vist stor styrke på det sidste og har flere sejre i baggagen. Det er derfor ingen tvivl om, at det bliver en svær opgave, holdet kommer på, fortæller Benjamin Pedersen.

 

 – De har set stærke ud især de seneste par kampe, hvor de har fået et par komfortable sejre mod Mors-Thy og Århus. De taber godt nok til Kolding, men de har også være rimelig suveræne på det sidste. Pt. ser de stærke ud og vi er måske heller ikke inde i den bedste periode, som man også kan se på tabellen, så det bliver selvfølgelig en svær opgave, fortæller Benjamin.

 

’De gule’ er i høj grad motiveret for at få point med hjem til Sydfyn i aften og det skal blandt andet sikres gennem godt forsvars- og målmandsspil.

 

 – Vi skal se om, vi kan hive lidt af det spil frem, som vi viste i opstarten, hvor vi blandt andet mødte Skjern til FTZ-cup. Vi stod rigtig godt i forsvaret og målmændene fik rigtig godt fat. Det er det spil, vi skal finde frem igen.

 

 –  Vi fik lukket Kasper Søndergaard godt ned på højrebacken og vi fik også fint bremset Nicolaj Markussen. Jeg mener, vi skal komme frem og ramme deres bagspillere, for det er der, deres styrke i spillet ligger med Møllgaard, Markussen, Svensson og Søndergaard.

 

Det er også vigtigt at GOG’s velkendte kontramaskine kommer i gang.

 

 – Kontrafasen er helt sikkert en af de vigtigste dele. Det er også lidt af udfaldet af den første halvleg i FTZ-cup, hvor vi stod komfortabelt i forsvaret og løber dem over ende i 1.halvleg. Det er det spil vi skal finde frem for lige så snart Skjern bliver ramt, så føler jeg heller ikke de er villige til at løbe hjem for fuld drøn. Det er selvfølgelig der vi skal straffe dem, hvis vi kan stå komfortabelt i forsvaret og få de redninger, vi ønsker vi skal have, fastslår den unge stregspiller.

 

Alle mand er foreløbig meldt klar til kamp, hvilket giver et fint udgangspunkt for at kunne skabe sig et godt resultat.

 

Kampen spilles kl. 19 i Skjern Bank Arena.