Spilletid til de unge GOG-løver
I GOG er der tradition for, at de unge talenter bliver kastet for løverne og får masser af spilletid, og gennem tiden har det fostret talenter som for eksempel Niclas Kirkeløkke og Lasse Møller for blot at nævne nogle af de seneste.
Denne sæson er ingen undtagelse i den henseende. Indtil videre har træner Nicolej Krickau givet spilletid til blandt andre Lucas Garsdal, Lasse Pedersen og Emil La Cour, som ses nedenfor på billedet fra pokalsejren over KIF Kolding.
“De har allesammen på skift gjort det glimrende. Det har indtil nu været meget i samme kæde, og nu kommer vi ind i kampe, der bliver væsentligt tættere, og det betyder, at de stille og roligt skal glide ind i relationerne med de andre, og det bliver selvfølgelig en udfordring, men jeg er rigtig glad for det, jeg har set indtil nu,” siger Krickau.