Tilbage til oversigt

Søren Haagen vender hjem til GOG

En kending med gult blod i årene vender tilbage til GOG. Søren Haagen skal i den kommende sæson vogte målet for GOG. 45-årige Haagen har skrevet under på en 1-årig kontrakt.

 

”Det bliver rigtig spændende og sjovt. Jeg glæder mig til at skulle spille med om medaljer og spille Champions League. Det er jo ved at være en del år siden, jeg sidst gjorde det. Jeg har jo haft otte gode år i GOG og er glad for at få et år mere. Og jeg håber, vi kan gøre det lige så godt, som GOG gjorde det i den forgange sæson,” fortæller Søren Haagen, der har vundet flere danske mesterskaber og pokaltitler med GOG og spillet Europa Cup-finale mod FC Barcelona tilbage i 1995.

 

”Samtidig giver skiftet mig en anden hverdag, da jeg bor på Sydfyn. Jeg skal derfor ikke køre så langt til træning og kamp, og det glæder jeg mig også til.”

 

45-årige Søren Haagen begyndte seniorkarrieren i GOG, som han i alt har vundet tre danske mesterskaber med. I 1998 skiftede Haagen til bundesligaen – først Flensburg-Handewitt og senere til rivalerne fra THW Kiel, hvor han begyndte at få gener fra en bindevævssygdom, der i 2004 tvang ham til at indstille karrieren.

 

Efter flere års pause fra håndboldbanen kæmpede Søren Haagen sig tilbage i målet. Efter at have spillet i Faaborg blev han hentet tilbage til ligahåndbold – også i GOG – tilbage i 2014. Derfra er turen gået til Mors-Thy Håndbold, KIF Kolding og Ribe-Esbjerg HH.

 

Og nu vender Søren Haagen ”hjem”. Tilbage til de gule på Sydfyn. Og det glæder direktøren.

 

”Det er en rigtig erfaren klubmand, der vender tilbage til GOG. Og det er jeg rigtig glad for. Søren Haagen har både været spiller og træner i klubben, som han kender ud og ind. Han har de seneste sæsoner vist, at han stadig kan være med på højeste niveau på banen. Samtidig kan han være med til at bringe den for os så vigtige GOG-kultur videre til de yngre spillere, så vi ser frem til at få ham tilbage på ligaholdet,” siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.

 

Søren Haagen har tre sønner. De to store spiller også håndbold i GOG. Den ældste er målmand som faren og skal være med omkring ligaholdet i opstarten til den kommende sæson, da flere af GOGs øvrige målmænd er væk med diverse landshold.

 

”Så skal vi stå sammen. Det bliver da rigtig sjovt,” lyder det fra Søren Haagen, der også har været træner for den mellemste søn.

 

”Ja, mit seneste danske mesterskab med GOG var forrige sæson med U14,” griner Haagen.

 

Søren Haagen har også tidligere optrådt på det danske landshold, hvor det blev til 79 kampe.

 

 

For yderligere kommentarer kan I kontakte Søren Haagen på 21 46 19 74 eller sportschef Torsten Laen på 23 23 84 64.