Tilbage til oversigt

Straffeskytterne holder nerverne i ro

I indeværende sæson har Emil Jakobsen helt uden sammenligning været ligaens travleste mand ved syv-meterstregen. 136 gange har han kastet straffekast for GOG, hvilket er 39 flere end Skjerns Anders Eggert på andenpladsen, og med 106 mål er Emil Jakobsen også suverænt ligaens mest scorende i disciplinen.

Af samme årsag er Emil Jakobsen også overbevist om, at han har opbygget en ro, der kan hjælpe ham, hvis han kommer til at stå med læderet for at afgøre kampe i semifinalerne – og videre i turneringen for den sags skyld.

“Jo flere gange du har stået i den situation, jo bedre rustet er du selvfølgelig til at kaste, hvis det er under pres og måske efter sidste fløjt. Rutinen gør også, at hvis man skal kaste i løbet af kampen, så går man ikke i panik, selvom man skulle have brændt en gang eller to tidligere,” siger Emil Jakobsen.

Med over hundrede vellykkede forsøg i sæsonens løb føler venstrefløjen sig overbevist om, at hans repertoire fra stregen også rækker, når der er medaljer på spil, og derfor ser han ingen grund til nyskabelser.

“Jeg vil gøre, som jeg plejer, og semifinalerne er nok heller ikke det rigtige tidspunkt til at opfinde noget nyt. Det vigtigste er, at du er skarp og har fokus på det, du kan,” lyder det fra GOGs flittigste straffekastskytte.

Frederik Bo er også klar

Selvom Emil Jakobsen har været Krickaus foretrukne mand på pletten i sæsonen, er der yderligere en håndfuld spillere, der har fået chancen. Af dem er Frederik Bo Andersen med 16 mål på 20 forsøg den mest erfarne, og højrefløjen vil bestemt heller ikke ryste, hvis han får ansvaret lagt på sine skuldre i en semifinale eller en finale.

“Det er jo i den slags kampe, at det for alvor begynder at være sjovt i det hele taget, og jeg er sikker på, at jeg er klar, hvis situationen opstår,” siger højrefløjen, som ikke helt vil afvise, at han har nye tricks i ærmet.

“Vi går jo altid og øver os på forskellige ting, og det er altid fedt, når det lykkes, men det ville selvfølgelig være ekstra sjovt i en semifinale. Og det gælder jo også, når vi afslutter fra fløjene,” konstaterer Frederik Bo.

 

Fakta – GOGs straffeskytter før semifinalerne(Forsøg/Mål)

Emil Jakobsen – 106/136
Frederik Bo Andersen – 16/20
Mathias Gidsel og Kasper Kildelund – begge 2/2
Morten Olsen, Emil Madsen og Emil Lærke – alle 1/1
Emil la Cour Andersen 1/3