Tilbage til oversigt

Strandgaard om slutspil: Vi glæder os

Grundspillet er slut for GOG, der endte på en 5. plads i ligaen. Slutspillet venter, men uden medbragte point. Sidste års bronzevindere er kommet i en meget spændende pulje, hvor Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold, GOG og KIF Kolding København skal kæmpe om to pladser i semifinalerne.

 

GOG sluttede onsdag grundspillet af med en sejr hjemme i SEF Arena mod HC Midtjylland. Kampen havde ingen betydning. Slutspilspladsen var for længst sikret. Det blev til en femteplads i en meget tæt liga.

 

Det betyder, at GOG nu skal i gang med slutspillet mod tre traditionsklubber – Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold og KIF Kolding København. Der er lagt op til seks brag for de gulblusede.

 

– Vi kan vinde alle kampe, og vi kan tabe alle kampe, vurderer GOGs højrefløj Mark Strandgaard, der er en de spillere på holdet, der har været med siden den nye start i 2010. Og siden oprykningen i 2013 har den hvert eneste år stået på slutspil for Strandgaard og co.

 

– Vi glæder os altid, fordi vi ved, at når det er slutspilstid, så kommer der ekstra god stemning i hallen. Det lægger altid et tryk på modstanderne, og det løfter altid os spillere et ekstra gear.

 

Vi kan nå semifinalen igen!

 

De første to sæsoner efter oprykningen blev det til en 6. plads for GOG. Men sidste år nåede de gule en semifinale og en bronzemedalje, selvom holdet heller ikke havde point med fra grundspillet.

 

– Vi har helt sikkert mulighed for at nå semifinalen igen, hvis vi kan gøre rent bord og vinde vores kampe på hjemmebane og er dygtige nok til at hente måske bare en enkelt sejr på udebane. Så er muligheden der, men det er altid svært, når man ikke har point med fra grundspillet. Men muligheden er der helt bestemt, lyder det fra Mark Strandgaard.

 

Den første kamp i slutspillet bliver hjemme i SEF Arena, hvor GOG får besøg af Skjern Håndbold. Det er lørdag den 8. april kl. 16.10.

 

Billetsalget begynder fredag den 31.03. kl. 12.00.