Strandgaard: vi præsenterer os som et tophold
Mandag aften spillede GOG den første hjemmekamp i SU’VI:T Arena. Et godt forsvar og en god GOG-målmand Ole Erevik sikrede en målfattig sejr over Bjerringbro-Silkeborg med cifrene 21-19.
Der var lagt op til et brag, da GOG skød sæsonen i gang på hjemmebane mod det profilspækkede hold fra Bjerringbro-Silkeborg. Men det blev ingen målfest. To gode målmand drillede skytterne, men GOG scorede flest og kunne juble sammen med hjemmepublikummet i Gudme.
– Jeg synes jo vi spiller en fornuftig håndboldkamp langt hen af vejen. Desværre står Søren Rasmussen rigtig godt, og det gør, at det bliver mere tæt end man kunne have forventet, fortæller Mark Strandgaard, der lavede fem mål og dermed blev kampens topscorer.
– Jeg forsøgte mig med nogle bløde skud nede ved fødderne, og så gik det heldigvis min vej.
GOG har nu spillet to kampe i ligaen i den her sæson. Uafgjort mod Skjern Håndbold på udebane og en sejr hjemme over Bjerringbro-Silkeborg. En rigtig god start, mener Mark Strandgaard.
– Det er tilfredsstillende. Det ene er, at vi får de tre point. Det andet er, at vi præsenterer os selv som et tophold. Jeg synes, vi er ærgerrige i mange situationer. Vi viser virkelig, at det vi render og træner, det bærer frugt, når vi spiller kamp, lyder det fra den hurtige højrefløj.
Næste opgave for GOG er på søndag, hvor turen går til Ribe-Esbjerg.