Tilbage til oversigt

Tilbage på sejrskurs

Så kom den længe ventede sejr, i en velspillet håndboldkamp

Det blev til 45 minutters drømmehåndbold og 15 minutters spænding, da vi tirsdag aften endeligt kom på tavlen, med en 25-23 sejr over sidste års sølvmedaljevindere fra TTH.

Fundamentet til sejren blev grundlagt i første halvleg, hvor alle bød ind med en helt anden indstilling og tilgang til kampen, end sidst vi spillede hjemme. Således stod forsvaret stærkt foran en godt spillende Espen Christensen, der leverede flere særdeles gode redninger, der gjorde at vi også kunne få kontrafasen igen.

Angrebsmæssigt havde TTH forsvaret ikke meget at gøre over for et velsmurt GOG angreb, ført an af Niklas Kirkeløkke, Gøran Søgaard, Frederik Klausen og Henrik Jakobsen, der alle var i et fantastisk spillehumør i første halvleg.

Således kunne vi gå til pause men en komfortabel føring på 5 scoringer.

halvleg begyndte nøjagtigt som 1. med klar GOG dominans og vi kunne trække yderligere fra. Efter 43 minutter spillet af kampen fører vi således med 21-14. Men så skal jeg da lige love for at det gik den forkerte vej og bolden ville ikke ind i TTH målet, selvom vi tilspillede os store chancer. Samtidig med det var TTH begyndt at spille 7-6 på os, hvilket vi havde meget svært ved at styre. På den måde henter TTH føringen og vi taber den næste periode med 9-2. Hvilket altså betyder at stillingen er 23-23 med blot tre minutter igen.

Men her træder holdet i karakter og viser at de er et vinderhold, godt hjulpet på vej af Frank Mikkelsen der kommer på mål og lukker af, så der ikke bliver scoret yderligere. Samtidig får vi igen åbnet op for TTH målet og putter den ind til en 25-23 sejr.

En sejr der var helt velfortjent og tiltrængt for GOG drengene, som nu kan se frem til en længere kamppause på 13 dage. Inden vi mandag d. 3. oktober spiller i Århus.