Tilbagevendte Andreas: Vi skal være med i 60 minutter
Efter en længere skadespause var Andreas Holst Jensen tirsdag på banen i 888ligaen, men trods et mål af Andreas, måtte GOG se sig slået med 25-28 på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg.
Og den 201 centimeter høje venstreback var ikke i tvivl om, hvorfor det ikke gik, som det skulle mod rækkens aktuelle nummer to.
“Vi er for længe om at komme i gang i forsvaret, og det bliver afgørende. De sidste ti minutter fungerer det meget godt, men vi skal være der hele kampen, hvis vi skal vinde mod BSV,” lød det fra Andreas Holst Jensen, der generelt kunne finde lyspunkter i kampen mod Champions League-deltagerne.
“Vi får vist, at vi godt kan finde ud af det i forsvaret, og så synes jeg generelt, at angrebsspillet er godt kørende, så vi skal bare videre til næste kamp,” konstaterede nummer 15, som er glad for atter at stå til Jacob Larsens disposition:
“Det var rart at være tilbage og hjælpe de andre inde på banen, så det er jeg selvfølgelig glad for.”
âª