Tilbage til oversigt

Totalt udsolgt til den afgørende semifinale

Når GOG torsdag den 30. maj klokken 16.00 møder Skjern i den afgørende tredje semifinale, er der totalt udsolgt i SU’VI:T Arena. Billetterne blev sat til salg mandag morgen klokken 10, og efter få minutter var alt revet væk.

“Vi er utrolig glade for den store opbakning, og mit bud er, at vi kunne have fyldt salen tre gange uden problemer. Det er naturligvis ærgerligt, at vi ikke kan få plads til alle vores fans, men det er nu sådan det er med den kapacitet, som vi har i SU’VI:T Arena,” siger direktør Kasper Jørgensen.

“Generelt har vi oplevet en stigning i tilskuertallet i de seneste sæsoner, hvor der i gennemsnit har været 150 flere i hallen til hjemmekampene i forhold til for to år siden, og det er klart, at vi hurtigere løber tør, når der er tale om slutspilskampe,” konstaterer Kasper Jørgensen, der også røber, at gæsterne fra Skjern kan forvente mere opbakning i Gudme, end det normalt er tilfældet for udeholdene.

“Vi spiller om en plads i finalen, det er helligdag, og det har selvfølgelig været medvirkende til, at Skjern godt har kunnet afsætte de billetter, som de havde til rådighed, ligesom der også er Skjern-fans, der har købt billetter direkte på vores hjemmeside, ligesom vores egne fans har gjort det,” forklarer direktøren.