Tilbage til oversigt

Tre kampe på fire dage

I den oprindelig turneringskalender skulle GOG møde Skanderborg i den første kamp efter januarpausen lørdag d. 13. februar, men da TV2 sport lige manglede en god kamp at vise tirsdag aften, blev kampen i Morten Børup – hallen flyttet til tirsdag d. 9. februar i stedet, kun to dage efter en eventuelt finale i Final4. Til gengæld er der så næsten to uger til næste kamp i GOG Arena d. 20. februar mod Skjern, så de gule drenge skal i aften hive de sidste fysiske og mentale ressourcer ud af kroppen, for det er ikke en hvilken som helst kamp.

Sidst de to mandskaber mødtes blev det til et svigende nederlag hjemme i GOG Arena. Traditionelt set over de sidste par sæsoner, har GOG og Skanderborg kæmpet om de afgørende slutspilspladser, og det kan også sagtens komme til at ske i år. Hvis Skanderborg vinder i aften, er de fire point efter GOG men bedre indbyrdes, så reelt er det kun tre points forskel. Hvis GOG vinder med mere end to mål i aften, er de omvendt otte point foran og bedre indbyrdes, så reelt hedder forskellen ni point.

Forskellen på et nederlag og en tre-måls sejr er således næsten seks point. En GOG-sejr vil næsten med garanti betyde, at Skanderborg er sat af i de to indbyrdes slutspilsræs, hvor et GOG-nederlag vil betyde, at det igen er helt åbent.

Skanderborg startede som lyn og torden i årets ligasæson, og især hjemme i cigaræsken har de været uhyggeligt gode. Her er det blevet til sejre over bl.a. Aalborg, BSV og Skjern.

Skanderborg har i år været et super godt defensivt hold. Kun to gange er det lykkes et modstanderhold at lave 30 mål mod dem, og det skyldes bl.a. en super sæson af Kristoffer Lauersen i skanderborgmålet. Derudover er det et meget aggressivt og kompakt 6-0 forsvar, der har gjort livet surt for modstanderholdene. Med et godt forsvar kommer ofte en god kontrafase, og hvis der er nogen hold i ligaen, der kan matche de gules kontra, ja så er det Skanderborgs. Raketten på højre fløj, Tim Sørensen, har været flyvende i år, og hvis GOG skal have en god mulighed for sejr i aften, så skal der helst lukkes ned for Tim.

GOG fik en mental knockout i søndagens Final4 finale, men det skal hurtigt pakkes væk i aften, ligesom ømheden i benene også skal rystes hurtigt af, for ellers kan det blive en meget vanskelig kamp.

Desværre fik GOG’s anfører, Lars Hald, en slem skulderskade i søndagens finale, og han er helt sikkert ikke med i aften, til gengæld håber GOG på, at Tobias Møller igen kan spille, efter han måtte sidde over søndag.

Kampen fløjtes op kl. 20.30 og kan ses på TV2 sport.