Tilbage til oversigt

Vi har vist revanche til gode

2. halvdel af turneringen starter med en tur til Mors

Skruer vi tiden tilbage til 1. turneringskamp, dukker der noget op der ikke er værd at mindes. Men vi er alligevel nødt til, for en kort stund at gøre det alligevel, og det så også for sidste gang. Ny sæson og nerverne var uden på tøjet, for ingen vidste rigtigt hvad der bød os, hverken fra os selv eller modstanderen Mors. Nervøsiteten viste sig at være begrundet, for kampen endte med et resultat der huskes og desværre ikke for noget godt. Vi tabte på hjemmebane med hele 19-37.

Hvorfor så begynde at fokusere på det nu? Ja, det er selvfølgeligt fordi det nu endeligt er blevet tid til at vi kan tage lidt revanche for resultatet, i det vi i lørdag drager en tur til Mors, for at møde skrækmodstanderen fra den første kamp. Med andre ord: Det er tid til revanche.

I mellemtiden er der heldigvis løbet meget vand gennem åen og vi er kommet på ret kurs igen, imens Mors placerer sig på 11. pladsen. Vores egen stime blev desværre brudt i onsdag af det meget ærgerlige nederlag til HC Midtjylland, men det ligger endnu mere op til at den skal have fuld gas i Mors, når vi lørdag eftermiddag tager hul på 2. halvdel af turneringen.

Kampene kommer som perler på en snor for tiden og det plejer at være en fordel for os, så lad os blot fortsætte den tese. Vi kan i hvert fald lige så godt vænne os til de mange kampe, for resten af december er fyldt af dem og når vi kommer frem til februar og marts, kommer den til at stå på kampe, både i midtugen og i weekenden.

Skadessituationen er fortsat noget uvis, men sikkert er det at Lasse Møller og Andreas Holst ikke spiller. Til gengæld er der håb for både Espen og Gøran, men det er absolut ikke sikkert. Specielt Gørans situation er meget uvis. Men alle kræfter kan bruges lige nu og 2 point vil være kærkomne i den meget tætte kamp om slutspilspladserne.

Næste kamp er i SEF Arena på onsdag, hvor Skjern kommer på besøg.