Tilbage til oversigt

Vi skal rejse os på hjemmebanen

To kampe og 0 point. Det er desværre facit efter de første kampe.

Der er ikke langt i mellem kampene i øjeblikket og allerede i morgen tager GOG hjemme i mod vice mestrene fra TTH Holstebro, som er kommet godt fra start i den nye sæson, med en 17 måls sejr i åbningskampen i mod Aarhus håndbold og en 5 måls sejr over TM Tønder. Dermed indtager de 2. pladsen i ligaen, og holder sig altså efter to kampe, status quo i forhold til sidste sæson.

Efter vores egen kamp i Skjern, hvor der var klare forbedringer at spore, så er det blevet tid til at komme videre og jagte den første sejr i den nye sæson. De første kampe er kommet i glemmebogen og der er kun en vej, og det er fremad!

Det er ikke det samme TTH hold som vandt sølv i sidste sæson, der gæster GOG Arena. Profilerne Jonas Larholm, Søren Tau, Anders Oechsler og Patrick Wiesmarch har alle forladt klubben. Ind har TTH Holstebro hentet den Islandske landsholdsspiller Vignir Svavarsson, Jonas Porup og Martin Hansen. Derudover skal vi selvfølgeligt byde velkommen tilbage til Kasper Kildelund, der til nu har spillet i GOG i hele sin håndbold karriere, men altså i denne sæson stiller op for TTH Holstebro. Det bliver første gang at Kasper besøger GOG Arena, i en anden trøje end den gule og det bliver spændende at se hvordan han og publikum, håndterer den opgave. Det bliver nok en meget speciel oplevelse for Kasper, men vi glæder os til at byde ham velkommen tilbage.

Vi glæder os også til at byde et stort antal publikum velkommen til en kamp, hvor det igen bliver meget vanskeligt at tage de to point.

Kampen spilles i GOG Arena tirsdag d. 20. september kl. 19:30