Tilbage til oversigt

VM sølv i Gudme

Tirsdag eftermiddag var de to GOG-spillere Frederik Clausen og Andreas Holst Jensen for første gang, efter U21 VM slutrunden i Brasilien, tilbage i Gudme for at hilse på deres holdkammerater. Med sig havde de hver et sæt flotte sølvmedaljer, som var det flotte bevis på en imponerende turnering fra de danske drenge.

Der er ingen tvivl om, at vores to helte gerne ville have vundet guld, og at skuffelsen over finalenederlaget til de stærke franskmænd stadig sad lidt i dem, men de var dog begyndt at kunne glæde sig lidt over det flotte resultat.

 

Vores to knægte har modtaget meget hyldest undervejs, og de har begge været vigtige brikker for at nå til sølvet. Således blev Andreas Holst dansk topscorer under hele slutrunden, hvor han har vist imponerende spil i begge ender af banen. Frederik Clausen er flere gange blevet rost for sit fremragende forsvarsarbejde, og U21 landstræner, Claus Hansen, har sågar kaldt ham turneringens bedste forsvarsspiller.

 

Årgang 94/95 er en helt speciel årgang. Det er lang tid siden, der har været SÅ mange dygtige spillere inde omkring et ungdomslandshold, og præstationen til VM i Brasilien bliver da heller ikke mindre af, at de tre måske største profiler i 94 årgangen faktisk måtte melde afbud til slutrunden grundet skader. Her taler vi om Ribe Esbjergs målmand, Sebastian Frandsen, KIF Københavns venstre back, Lasse Anderson, og ikke mindst vores egen højre back, Niclas Kirkeløkke.

 

Der skal lyde et kæmpe stort tillykke til de to GOG-spillere med sølvet, og i det hele taget hele det danske hold og stab for et fantastisk flot resultat.