Tilbage til oversigt

IT-virksomhed sætter pris på nærheden i Gudme

I Odense-virksomheden Infowise er der godt tryk på kedlerne trods coronakrisen, da markedet for IT-sikkerhed, IT-infrastruktur og drift på ingen måde har været lukket ned. Til gengæld har direktør Kenneth Rossau og hans kollegaer i over et år været forhindret i at deltage i de mange netværksaktiviteter, som de ellers normalt tager stor del i.

Et af disse netværk er i GOG, hvor Infowise har været partner i 2 ½ år.

”Vi kan godt lide den nærhed, der er i GOG. Alle virksomheder bliver taget seriøst uanset deres størrelse, og vi kan mærke, at der bliver sat pris på, at vi kommer. Det er en ærlig tilgang til tingene, som matcher vores værdier hos Infowise. Du får, hvad du ser, og vi føler os hjemme i klubben. Jeg kan godt lide, at vi er sammen 800 mennesker, der spiser den samme mad, og det er ikke mere højtideligt, end at vi selv henter vores øl og sodavand,” siger Kenneth Rossau, der røber, at han indtil samarbejdet med GOG ikke var specielt håndboldinteresseret. Men det har ændret sig.

”Jeg havde aldrig set en håndboldkamp i en hal, før vi lavede partneraftalen, men det har ændret sig, fordi man bliver grebet af det, når man lærer holdet at kende og kommer tæt på klubben. Så nu ser jeg også kampene hjemme i fjernsynet, og bortset fra nogle landskampe en gang i mellem, var det ikke noget, jeg havde gjort før,” siger IT-direktøren.

Infowise har i en årrække været partner i mange fynske sportsklubber, og derfor har virksomhedens ansatte hyppigt at finde på lægterne til herre- og damehåndbold i Odense, fodbold i Middelfart, basketball i Svendborg Rabbits, men ifølge Kenneth Rossau skyldes det mest tilfældigheder.

”Vi er der ikke kun, fordi håndbold eller basketball er sjovt, det er primært på grund af netværksdelen, og der er GOG et naturligt samlingspunkt på Sydfyn. Vi mødes alle sammen i øjenhøjde om en fælles interesse, og så kan det være, at vi får nogle af de andre virksomheder som kunder, eller at vi bliver kunder hos dem,” konstaterer Kenneth Rossau, der ikke har planer om at ændre på sine partnerskabsaftaler, til trods for coronakrisen.

”Det er jo ikke en situation, som GOG eller de andre klubber har skabt, og der kommer en hverdag igen bagefter,” konstaterer han.