Tilbage til oversigt

Pokalkamp før pokalkampe

Lidt utraditionelt er den nye pokalturnering allerede i fuld gang, før den gamle er afsluttet. Derfor skal GOG i aften en tur til lokalrivalerne fra Otterup, og forhåbentligt spille sig videre i den nye turnering, før den gamle bliver afsluttet med et brag af et Final4 stævne i weekenden.

 

Otterup er den gamle kending, som GOG har for vane at trække i pokalturneringen. De har spillet en flot sæson i første division i år, hvor de har drillet mange af de helt store favorittter til den direkte oprykning til ligaen.

GOG har selv oplevet Otterups store kvaliteter, da de to mødtes inden sæsonen og spillede uafgjort i en træningskamp i Ringe fritidscenter. Det er derfor ikke et hold, hvor man skal tage let på opgaven, for så bliver man i den grad straffet med nogle af de samme midler, som GOG oftest tager i brug.

 

Et solidt forsvar, en god målmand, og så to raketter på fløjene der kan gøre ondt på alle hold, er nogle af de kvaliteter et godt Otterup-mandskab besidder.

 

Når alt det er sagt, må vi også påtage os den klare favoritrolle, og det er en kamp, der skal betyde videre avancement i den nye pokalturnering.  Derudover er det vigtigt for de gule, at få en god oplevelse og tanke noget selvtillid inden Final4 den kommende weekend. Så det er helt sikkert et koncentreret GOG-hold, der går på banen i aften kl. 20.00 i Otteruphallerne.