Tilbage til oversigt

Status over første sæsonhalvdel

Første sæsonhalvdel er overstået, og hvad er status?

GOG kom ud af opstartsfasen med mange spørgsmål. Vi havde vundet nogle træningskampe, men også fået klø af blandt andet Aalborg og HC Midtjylland.

 

Var vi nu stærke nok, kloge nok, og havde vi i det hele taget kvalitet nok til at nå vores målsætning om slutspillet. JA! – det kan vi sige højt, klart og tydeligt.

 

Efter en super god start på udebane mod Nordsjælland, som blev vundet med 12 mål, tog GOG imod det, der godt kunne ligne at blive vores direkte konkurrent til slutspilspladsen, Skanderborg. Kampen blev vundet med fem mål, og lige pludselig lå vi på førstepladsen i ligaen.

Herefter ventede en svær udebane mod Aarhus. Det var nok første gang, de gule virkelig skulle stå deres prøve, og de bestod med glans. En femmålssejr, der aldrig rigtigt var i fare, var resultatet, og drengene beviste, at de også kunne klare sig mod den bedre halvdel i håndboldligaen.

Så ventede Sønderjyske hjemme i GOG Arena, og det var den første store skuffelse i år. Kampen, hvor GOG var foran med fem mål midt i anden halvleg, tabte drengene med ét mål scoret ét sekund før tid. Set i bakspejlet var det to point, vi skulle have haft, men omvendt har Sønderjyske gjort det 4-5 gange i løbet af sæsonen, så det kan ikke helt være et tilfælde længere.

Sønderjyderne er dygtige, og har ligesom os selv leveret en fantastisk første sæsonhalvdel.

 

En 10 måls sejr i Ribe gav genlyd i håndbold Danmark, og så ventede to tv-kampe mod KIF København og BSV. Igen vidste vi ikke helt, hvor vi stod i forhold til de bedste i DK, og flere unge spillere var meget nervøse, da TV2 rullede hele deres arrangement ind i GOG Arena.

 

Kampen mod Kolding blev en jævnbyrdig affære, hvor Kasper Hvidt desværre trak det berømte gardin ned ti min før tid. Det afgjorde kampen, der endte med et femmåls nederlag.

Ugen efter skulle holdet til BSV, og det blev en fantastisk kamp, der endte med et uafgjort resultat. Faktisk skulle GOG nok have vundet, men et point i ørnereden var vel på forhånd godkendt.

 

En storsejr i Ringsted varmede op til to kampe på tre dage mod Tvis Holstebro. Første kamp var den direkte duel om en plads i Final 4. GOG’erne storspillede og vandt en sikker sejr på seks mål. Tre dage efter skulle de gule så til Gråkær Arena i Holstebro, og også her spillede de gule en super kamp. Uafgjort – og med lidt mere held og dygtighed var det blevet til begge point.

 

En halvsløj hjemmesejr over Mors Thy blev desværre vekslet til et stort nederlag til Aalborg Håndbold. For første gang i denne sæson må vi bare sige, at GOG-holdet var overmatchet. Der er ikke råd til at spille en dårlig kamp mod de danske mestre, så bliver man bare sat på plads.

 

På den baggrund var det derfor et lidt nervøst mandskab, der skulle en tur til Skjern for at møde et hold, som kun havde tabt én kamp i sæsonen og det til KIF København. ”Den gule hær” rejste sig og vandt en fuldstændigt fantastisk sejr på tre mål over Skjern.

 

Sidste kamp i første halvdel var mod Skive. Denne blev en blandet fornøjelse, men heldigvis trak de gule en sejr i land på seks mål.

 

Status:

–       13 kampe er blevet til 18 point.

–       En plads i Final 4 d. 8. og 9. marts.

–       Ubesejret på udebane på trods af svære kampe mod BSV, Aarhus, Skjern og Holstebro

–       1500 tilskuere i snit i GOG Arena. Det er en samlet haludnyttelseskapacitet på ca. 80%

–       Vist i TV fire gange

–       Nummer 1 i statistikkerne over hold, der har forhindret flest skud

–       Nummer 3 i statistikkerne over hold med bedst scoringsprocent

 

Som oprykkerhold kunne vi vist ikke have ønsket os en bedre start i håndboldligaen. Og så alligevel. Lidt mere held og dygtighed havde resulteret i et eller to point mod Sønderjyske, to point mod BSV og to point mod Holstebro. Men det er næsten for meget af det gode at være utilfredse, og vi kan være stolte af det, der er præsteret. GOG har bevist, at de i den grad hører til i ligaen, og er kommet for at blive.

 

Det har været fantastisk med den opbakning, vi har fået, først og fremmest fra vores egne fans, frivillige hjælpere og sponsorer. Men hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt, så er det en fornøjelse at høre så mange rosende ord rundt omkring fra håndbold Danmark. Selv fra de hold vi spiller mod, deres trænere, tv-eksperter og mange mange flere er anerkendende ord væltet ned over GOG, og det er vi enormt glade for. TAK!

 

Vi glæder os til anden sæsonhalvdel. Alle vil gøre sit til, at den bliver ligeså fantastisk som den første, og vi håber at kunne give tilskuere og seere store håndboldoplevelser igen. Vi beholder begge ben på jorden, vi er ydmyge og har stor respekt for alle hold i ligaen. Det er en fornøjelse at spille med og mod de bedste i Danmark endnu engang.